Hvis du plejer at skyde det nye år i gang med en vitaminindsprøjtning af litteratur ved Lun på Ord, må du finde på noget andet i 2027. Den populære litteraturfestival, der plejer at have op mod 4000 besøgende, rykker nemlig fra vinter til sommer.
- Lun på Ord flytter fra januar til juni i 2027 på grund af nyt it-system.
- Festivalen afholdes 11. og 12. juni 2027 i Galaksen, Værløse.
- Flytningen skal sikre en god overgang til det nye it-system for Furesø Biblioteker.
- Sommerudgaven i 2022 var en succes, og arrangørerne håber på gentagelse i 2027.
- Lun på Ord er en fast litterær begivenhed i Furesø med store navne og tusindvis af gæster.
Festivalen bliver i stedet afholdt 11. og 12. juni 2027, hvor Furesø Biblioteker og Galaksen inviterer til to dage med forfattersamtaler, foredrag, workshops og litterære oplevelser.
Læs også
- Musik-ikon er hovednavn på lokal litteraturfestival
- Fra digter til fodboldekspert på litteraturfestival: Vi prøver at favne bredt
Nyt it-system presser kalenderen
Beslutningen om at flytte festivalen skyldes blandt andet, at Furesø Biblioteker i januar skal overgå til et helt nyt it-system. Overgangen kommer til at kræve betydelige ressourcer fra medarbejderne både før og efter implementeringen.
Bibliotekschef Ricki Elsgaard forklarer i en pressemeddelelse, at den travle periode gør det nødvendigt at prioritere kræfterne anderledes.
- Denne vinter kommer til at blive usædvanlig travl på Furesø Bibliotekerne, da vi skal overgå til et helt nyt it-system til januar. Det kommer til at lægge beslag på en stor del af vores tid i tiden op til og efter, og derfor har vi besluttet at rykke Lun på Ord, siger Ricki Elsgaard.
Ifølge bibliotekschefen skal flytningen sikre, at både medarbejdere og brugere får en god overgang til det nye system.
Det bliver kun anden gang, at Lun på Ord afholdes om sommeren. Første gang var i 2022, hvor festivalen blev flyttet til juni efter coronanedlukningerne i 2020 og 2021.

Nye muligheder
Erfaringerne fra sommerudgaven i 2022 er gode, og arrangørerne håber derfor, at juni også kan blive en succes i 2027.
Selv om januar gennem årene er blevet en fast del af Lun på Ord, ser arrangørerne også muligheder i at rykke festivalen til sommermånederne.
- Vi glæder os meget til at byde velkommen til en sommerudgave af Lun på Ord, hvor vi stadig vil præsentere et bredt udvalg af inspirerende forfattersamtaler, levende workshops og byde på god sommerlæsestemning for både børn og voksne, fortæller festivalarrangør Ann-Lisbeth Holm.
En fast del af kulturlivet i Furesø
Lun på Ord har gennem årene udviklet sig til en fast litterær begivenhed i Furesø. Da festivalen blev afholdt for 10. gang i januar 2026, samlede den både store navne, lokale kræfter og tusindvis af gæster i Galaksen og på Værløse Bibliotek.
Bag festivalen står blandt andre bibliotekar og festivalarrangør Ann-Lisbeth Holm, som tidligere har fortalt, at forberedelserne til næste festival næsten begynder, før den nuværende er slut.
Gennem årene har Lun på Ord haft besøg af store kulturpersonligheder og forfattere. I 2026 var blandt mange andre Anne-Marie Helger, Kim Blæsbjerg, Lærke Kløvedal og Sanne Salomonsen på programmet.
Lun på Ord finder sted 11. og 12. juni 2027 i Galaksen i Værløse. Programmet offentliggøres senere.