Amdi cykler fra Skagen til Kokkedal for en vigtig sag

Når Amdi Lindgaard den 6. september sætter sig i sadlen i Skagen, er målet ikke blot at nå de 1.000 kilometer til Kokkedal. Turen gennem Danmark skal skabe opmærksomhed om psykisk sårbarhed.

Amdi Lindgaard fra Kokkedal cykler 1.000 kilometer gennem Danmark for at sætte fokus på psykisk sårbarhed.

Amdi Lindgaard fra Kokkedal cykler 1.000 kilometer gennem Danmark for at sætte fokus på psykisk sårbarhed.

Foto: Privat

Amdi Lindgaard begiver sig snart ud på sin hidtil største cykeludfordring. Fra Skagen til Kokkedal skal han tilbagelægge 1.000 kilometer på syv dage for at samle penge ind til Psykiatrifonden og samtidig sætte fokus på psykisk sårbarhed.

Startskuddet lyder den 6. september ved Grenen i Skagen. Herefter går turen gennem en række danske landsdele, inden Amdi Lindgaard den 12. september forventes at trille over målstregen hjemme i Kokkedal.

Personligt engagement

Bag projektet ligger et stærkt personligt engagement. For Amdi Lindgaard handler turen ikke alene om fysisk udholdenhed, men i lige så høj grad om at skabe større opmærksomhed omkring mental sundhed.

- Psykisk sygdom og sårbarhed berører langt de fleste af os på et eller andet tidspunkt i livet, enten tæt på egen krop eller som pårørende. Med denne tur vil jeg gerne sætte fokus på, hvor vigtigt det er, at vi taler åbent om mentalt helbred, især blandt børn og unge, samtidig med at vi samler midler ind til Psykiatrifondens vigtige arbejde, siger han.

Træningen frem mod den lange tur har krævet både planlægning og disciplin, men ifølge Amdi Lindgaard er motivationen til at gøre en forskel den drivkraft, der holder hjulene i gang.

Med denne tur vil jeg gerne sætte fokus på, hvor vigtigt det er, at vi taler åbent om mentalt helbred, især blandt børn og unge.

Amdi Lindgaard

Når Amdi Lindgaard siger, at psykiske problemer kan ramme alle, ved han det fra egen krop. Først som voksen er han blevet diagnosticeret.

- Jeg har en bipolar lidelse, og den har faktisk ligget og rumsteret helt tilbage fra min barndom. Mit humør har været meget skiftende, næsten som nat og dag. Men her i min voksenalder fik jeg endelig den rigtige behandling, siger han. 

Berøringsangst

Det kan være svært at tale om sygdom, men særligt de usynlige har folk ifølge Amdi Lindgaard problemer med at dele. 

- Det, jeg gerne vil slå et slag for, er, at vi begynder at behandle det tabu, der ligger i vores samfund omkring psykiske lidelser. Der er også en usynlighed forbundet med det, for man kan jo ikke umiddelbart se, om folk har en psykisk lidelse, siger han.

Han håber på at cykelturen kan være med til at sparke op i debatten om psykiske sygdomme.

- Selvfølgelig skal vi også have et bedre politisk grundlag for at gøre noget ved det. Det kunne jeg godt tænke mig at bidrage til. Med min lille stemme vil jeg gerne støtte det arbejde, siger han.

Et tungt system

Amdi Lindgaard er desværre ikke den eneste i familien med psykiske problemer. Hans datters udredning har, ligesom hans egen, givet et indblik i et system, der ikke er så fleksibelt.

- Jeg har et barn, som har været hårdt ramt af en psykisk lidelse og været igennem en lang periode med udredning.

Amdi Lindgaards egen udredning var heller ikke en dans på roser.

- Det tog næsten et år at komme igennem systemet og blive behandlet ordentligt, men i dag har jeg det rigtig godt, siger han.

En udfordrende rute

Turen fører ham gennem store dele af landet. Undervejs passerer han blandt andet Slette Strand, Struer, Varde, Middelfart, Rudkøbing og Vordingborg, før den sidste etape slutter i Kokkedal.

I alt skal de 1.000 kilometer klares på blot syv dage, hvilket stiller store krav til både fysik og mental styrke.

Psykisk sygdom berører mange

Ifølge Psykiatrifonden vil 82 procent af danskerne på et tidspunkt i livet komme i behandling for en psykisk sygdom. Samtidig har omkring 700.000 danskere i dag symptomer på psykisk sygdom.

Det er blandt andet disse tal, som Amdi Lindgaard håber at skabe større opmærksomhed omkring gennem den lange cykeltur tværs gennem Danmark.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...