Julemarkedet samlede mange tusinde ind til velgørenhed

Hvordan kommer man hurtigst i julestemning? Man gør noget godt for andre. Foto: Langebjergskolen.

Hvordan kommer man hurtigst i julestemning? Man gør noget godt for andre. Foto: Langebjergskolen.

December måned blev på Langebjergskolen skudt i gang med skolens 41. julemarked 1. december. Jule-hjulene kom rigtigt i omdrejninger efter to coronaår, hvor julemarkedet har stået stille.

Men igen var det blevet tid til julesang, børnekunst og boder med julepynt, æbleskiver, gløgg eller en varm kop suppe. Der var mulighed for at drage på juleeventyr i skoven, hvor man skulle finde nisser, der gemte sig.

Det hele løb af stablen med det formål at hjælpe andre børn, der havde det svært. Børnene på Langebjergskolen samlede penge ind under mottoet ’børn hjælper børn’. Ved julemarkedet 1. december samlede børnene hele 15.000 kroner ind, der går til Red Barnet.

Red Barnet støtter i år børn på flugt og børn i Ukraine, der går en kold vinter i møde.

Tidligere har julemarkedets overskud betalt for et tag på en skole i Venezuela, der er købt æsler til børn i Niger, og Langebjergskolen har hjulpet børnesoldater i Sudan.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...