Christine Swane gik sine egne veje - nu hyldes hun i stor udstilling i Nivå

En af dansk kunsts mere alsidige skikkelser bliver fra september centrum for en ny særudstilling på Nivaagaards Malerisamling.

Særudstillingen om Christine Swane åbner den 26. september og markerer 150-året for hendes fødsel.

Særudstillingen om Christine Swane åbner den 26. september og markerer 150-året for hendes fødsel.

Foto: David Kahr

Christine Swane var ikke kun maler. Hun arbejdede også med keramik, tekstiler og senere mosaik. Nu får den alsidige kunstner sin hidtil største udstilling på Nivaagaards Malerisamling.

Særudstillingen 'Christine Swane. En mangfoldig ener' åbner 26. september og markerer 150-året for hendes fødsel. 

Ifølge en pressemeddelelse fra Nivaagaards Malerisamling bliver der tale om den hidtil mest omfattende og varierede præsentation af hendes kunstneriske virke.

Swane voksede op i Kerteminde i kredsen omkring Fynbomalere som Johannes og Alhed Larsen, men hun valgte tidligt sin egen vej. Hun søgte blandt andet inspiration hos kunstneren Karl Isakson og udviklede gennem syv årtier et personligt og poetisk billedsprog.

Christine Swane med sønnen Lars Swane på armen i 1914.
Christine Swane med sønnen Lars Swane på armen i 1914. Foto: Kerteminde Byhistoriske Arkiv

Fra maleri til keramik og tekstiler

Udstillingen følger hendes kunstneriske udvikling fra maleriet til keramikken og tekstilkunsten. Publikum kan blandt andet opleve værker fra hendes liv på Frederiksberg og senere i Birkerød, hvor hun i 1935 fik opført en funkisvilla med keramikovn, drivhus og have.

Her producerede hun store mængder keramik med blandt andet dyremotiver og abstrakte kompositioner. Hun arbejdede samtidig med patchwork, broderi og tekstiltryk.

Som 72-årig kastede Swane sig over endnu en ny kunstform, da hun udførte en mere end tre gange tre meter stor mosaik til Damsøbadet på Frederiksberg.

Udstillingen er skabt i samarbejde med Johannes Larsen Museet og Ribe Kunstmuseum og kan ses frem til 31. januar 2027. Den ledsages desuden af en bog med nye artikler om Christine Swanes kunstnerskab.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...