Har du lyst til at prøve en ny fritidsinteresse, møde lokale foreninger eller bare få en hyggelig dag med familien?
Så er der god grund til at lægge vejen forbi Egedal Byens Hus lørdag den 22. august, hvor Foreningernes Dag løber af stablen.
Her kan borgere i alle aldre møde en lang række lokale foreninger og opleve alt fra musik og bevægelse til kreative aktiviteter og mad fra forskellige kulturer. Det oplyser Fredensborg Kommune i en pressemeddelelse.
Noget for både børn og voksne
Arrangementet finder sted fra klokken 11 til 15, hvor parken ved Egedal Byens Hus bliver omdannet til et levende samlingspunkt.
Programmet byder blandt andet på tai chi, badminton, skattejagt og kreative aktiviteter, mens de yngste kan boltre sig i en hoppeborg.
Samtidig får de besøgende mulighed for at møde de lokale foreninger, høre om deres aktiviteter og måske finde inspiration til en ny hobby eller et nyt fællesskab.
Der vil også være mulighed for at smage mad fra forskellige kulturer.
Børn kan få deres egen loppebod
Som en del af dagen bliver der desuden arrangeret et børneloppemarked fra klokken 11 til 13.
Her kan børn sælge brugt legetøj og børnetøj fra deres egne boder. Det er gratis at deltage, og det eneste, der kræves, er et tæppe og en tilmelding på forhånd. Det kan ske på kultur@fredensborg.dk.
Vil skabe endnu mere liv
Bag arrangementet står Aktivitetsudvalget i Egedal Byens Hus sammen med en række lokale foreninger.
Udvalget håber samtidig, at flere får lyst til at engagere sig i arbejdet med at udvikle aktiviteter og arrangementer i kulturhuset. Derfor vil det også være muligt at høre mere om udvalgets arbejde og tale med medlemmerne på dagen.
Foreningernes Dag finder sted lørdag den 22. august fra klokken 11 til 15 ved Egedal Byens Hus på Egedalsvej i Kokkedal. Der er gratis adgang, og programmet offentliggøres løbende på Oplev Fredensborg.