Vera mindes med særudstilling i Kokkedal

Vera Nielsen, der døde tidligere på året, mindes med en udstilling i Byens Hus Egedal.

Vera Nielsen, der døde tidligere på året, mindes med en udstilling i Byens Hus Egedal.

Foto: Thomas Olsen

Karlebo Kunstnerforening inviterer fredag 21. august til fernisering i Egedal Byens Hus i Kokkedal, hvor foreningen viser værker af det tidligere medlem Vera Nilsen.

Udstillingen er en hyldest til Vera Nilsen, som døde 5. maj på Cypern, hvor hun var på ferie sammen med sin mand.

Vera Nilsen beskrives af Karlebo Kunstnerforening som et meget kreativt menneske, der gennem livet kastede sig over forskellige kunstneriske udtryksformer.

I de år, hvor hun boede i Portugal, var det især vævning, der optog hende. Da hun senere vendte tilbage til Danmark og Sverige, var der ikke længere plads til de store væve, og derfor fandt hun nye veje.

Hun kastede sig i stedet over maleriet og digtningen.

Ifølge kunstnerforeningen var Vera heller ikke bange for at prøve kræfter med nye udfordringer. Det viste hun blandt andet, da hun som 70-årig malede en gavl på Rosenkildevej i Helsingør. Gavlmaleriet kan stadig ses.

Foreningen beskriver Vera som en bestemt, men samtidig meget kærlig og forstående person.

Nu får offentligheden mulighed for at opleve nogle af hendes værker og dermed også et indblik i den kreativitet, som fyldte en stor del af hendes liv.

Ferniseringen finder sted fredag 21. august fra klokken 15 til 18 i Egedal, Egedalsvej 2 i Kokkedal.

Udstillingen kan herefter opleves frem til november i Egedal Byens Hus.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...