Om få dage bliver der igen liv på festpladsen ved Karlebo Idrætsforening, når den traditionsrige Karlebo Sommerfest løber af stablen fredag den 7. og lørdag den 8. august.
Sommerfesten har gennem mange år været et samlingspunkt for både lokale familier og besøgende, og også i år er der gratis adgang til arrangementet, der byder på alt fra livemusik og fællesspisning til aktiviteter for børnene.
Formanden for Karlebo Idrætsforening, Henrik Greiffenberg, glæder sig til endnu en weekend med masser af mennesker på pladsen.
- Vi glæder os til at byde vores trofaste publikum velkommen til endnu en sommerfest med fokus på hygge og fællesskab for alle aldre. Når vores lokale band Hot Shot går på scenen lørdag aften, forventer vi endnu engang et fyldt telt med glade gæster, som elsker god musik, godt selskab og en fantastisk fest. Vi ser virkelig frem til en weekend, hvor fællesskabet er i centrum, siger han.

Musik fra middag til midnat
Musikken bliver et af de helt store omdrejningspunkter i løbet af weekenden.
Fredag aften åbner sommerfesten officielt med blandt andet banko, mens lørdagen byder på livemusik det meste af dagen. Charlotte Arnboe spiller under den populære langbordsfrokost, inden Thomas Helmig Jam og Fars Kazoo overtager scenen senere på dagen.
Lørdag aften kulminerer festen, når det lokale band Hot Shot går på scenen til en gratis koncert, hvor arrangørerne håber på et fyldt festtelt.
Vi ser virkelig frem til en weekend, hvor fællesskabet er i centrum.
Henrik Greiffenberg, formand Karlebo Idrætsforening
Lørdag er samtidig børnenes dag på sommerfesten.
Her kan de blandt andet prøve hoppeborg, få ansigtsmaling, deltage i Nerf Gun Game og det traditionsrige flødebolleløb, som år efter år hører til blandt sommerfestens mest populære aktiviteter. Der bliver også mulighed for at prøve kræfter med både tennis og cricket, mens popcorn er gratis for de yngste gæster.
For de voksne er der café, bar, madboder og mulighed for at nyde sommerstemningen på pladsen.
Tradition med plads til alle
Ud over musik og børneaktiviteter byder weekenden blandt andet på Karlebo Cup i fodbold, ponyridning, tombola, skydetelt og forskellige madtilbud.
Lørdagens langbordsfrokost er tæt på udsolgt, oplyser arrangørerne. Eventuelle resterende billetter sælges ved indgangen på dagen, så længe der er pladser.
Karlebo Idrætsforening, som blev stiftet i 1933, står bag sommerfesten og forventer endnu en gang at samle både lokale borgere og gæster fra resten af kommunen til en weekend med fællesskab, musik og sommerstemning.

Læs også
- Karlebo Kunstnerforening inviterer til digteraften
- Mindeord om en ildsjæl, der var guld værd: - Vi har mistet en trofast ven
- Brian og Poul bygger byens sommerfest op fra bunden: - Det handler om fællesskab
- 80 gæster fejrede Karlebo Lokalhistoriske Forenings 50-års jubilæum i sommervarmen
- Kulturmøllen er indviet: - Et levende eksempel på, hvad frivillige kan udrette