Michael Kirkegaard, tidligere KIF-formand, er død. Han blev 62 år.
Elektrikeren er løbet tør for strøm. Han var ingen diplomat, men et rigtig godt og hjælpsomt menneske med sin helt egen facon. Han havde et netværk, der gør selv den vildeste edderkop misundelig.
Michael var en trofast ven, som vi kunne stole på. Han har været guld værd for mig og gav sig tid til at snakke og lytte. Han hjalp, når der var brug for det og gav lige et skulderklap, når der var allermest brug for det.
Jeg kender ingen, der som Michael kom springende og hjalp. Ikke lige den dag han lovede, med mindre det var meget akut, men han var altid hjælpsom.
Satte altid KIF højt
Michael Kirkegaard var i mange år frivillig leder i Karlebo IF, med mange hverv lige fra fodboldformand til lokumsrenser. Han satte altid KIF højt.
Et synligt bevis på betydningen af hans frivillige arbejde ved Karlebo Sommerfest modtog han i 1988, hvor han blev årets KIF’er, udpeget af KIF’s Venner.
Michael Kirkegaard har også spillet flere fodboldkampe ved DGI Landsmesterskaber og deltaget i flere DGI Landsstævner som fodboldleder, hvor han deltog med en festlighed, der var svær at matche.

Michael Kirkegaard kom til Avderød i 1974 efter flere år på Grønland, hvor hans far dyrlæge Bendt Kirkegaard Petersen virkede som landsdyrlæge fra Julianehåb.
Michael vil blive savnet, han var noget helt særligt for mange af os. De allervarmeste tanker går til mor Bitte og søster Charlotte, Per og Mikkel.
Æret være Michael Kirkegaards minde.
Michael Kirkegaard bisættes fra Karlebo Kirke fredag den 10. juli 2026 kl. 13.00.
Mindeordene om tidligere formand for Karlebo Idrætsforening er skrevet Per Frost Henriksen