Kendt influencer hyldede Per - nu er der nyt

Købmand er blevet Årets hverdagshelt.

Per Thøfner fra Min Købmand i Mern blev noget overrasket over resultatet af afstemningen.

Per Thøfner fra Min Købmand i Mern blev noget overrasket over resultatet af afstemningen.

Foto: Lene C. Egeberg

Tæt på 11.000 danskere har været inde og stemme i en konkurrence, som Danmarks største influencer arrangerede. Nu står købmand fra landsby tilbage og er noget forundret over resultatet. 

Den Korte Version
  • Købmand Per Thøfner fra Mern blev Årets hverdagshelt med 45% af stemmerne.
  • Anders Hemmingsen nominerede Per Thøfner, som blev hyldet for sin uselviske indsats.
  • 10-årige Alfred fik 26% af stemmerne, hvilket skabte debat på Instagram.
  • Vibeke fra Holbæk og Emma Mikkelsen fra Roskilde var også nominerede.
  • Præmien er en biografsal til Spider-Man-filmen, som Per ønsker at dele med byen.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Ikke alene har købmand Per Thøfner fra Mern vundet Anders Hemmingsens afstemning om at blive Årets hverdagshelt. Ingen af de andre nominerede var i nærheden af at komme op på hans popularitet.

- Det er jo sødt og virkelig et cadeau, fortæller Per Thøfner til Sjællandske. 

Det var ved lidt af et tilfælde, at han for nyligt opdagede, at Danmarks største influencere med over 1,3 millioner følgere har peget på ham som en af hverdagens helte. 

Flød over med roser

Det er en af kunderne fra Mern, der har nomineret købmanden.

- Alle, der bor i området, er enige om, at vores købmand er sådan en, der uselvisk og konstant gør alt for alle, lød det blandt andet i nomineringen.

Både på Facebook og Instagram strømmede det hurtigt ind med kommentarer fra folk, der øser over med roser. 

"Købmanden Per - den slags mennesker er en uddøende race, og han lyder som en stor gevinst for sin omverden", står der blandt andet på Facebook. 

"Det skal være Per. Han er noget af det sødeste. Har du en dårlig dag, så kan Per altid få et smil frem hos en", lyder det fra en anden bruger. 

"Købmanden Per, han gør så vanvittigt meget godt for det lille lokalsamfund. Jeg elsker blandt andet, at han altid støtter op om den lokale idrætsforening og børnehuset udover alle de andre ting også", lyder det fra en tredje bruger. 

Alfred delte vandene

Der er afgivet 10.800 stemmer i konkurrencen, og her er det lykkedes købmanden fra Mern at løbe med 45 procent af stemmerne. På en anden plads kommer 10-årige Alfred med 26 procent af stemmerne. 

Historien om Alfred har bragt konkurrencen ud i noget af et stormvejr især på Instagram, hvor flere er blevet noget fortørnede over, at han skulle være en hverdagshelt, fordi han hver dag overlever at være eneste dreng i et hjem med fem piger. Mens en del godt har kunnet se det humoristiske og kulørte i nomineringen, så er den faldet mange andre fra brystet.

"Skal vi virkelig lade som om, at piger er så forfærdelige, at man er en helt bare for at bo sammen med dem", har kendissen Nikita Klæstrup blandt andet skrevet på Instagram. 

Biografen kalder

Blandt de andre nominerede til prisen som Årets hverdagshelt finder man Vibeke fra Føtex i Holbæk og Emma Mikkelsen, der er dronepilot og en del af Roskilde Brandvæsen. 

Konkurrencen om at finde årets hverdagshelt er sat i søen på grund af et samarbejde mellem Anders Hemmingsen og SF Film, der som præmie stiller en hel biografsal, som vinderen får for sig selv til at se den nye Spider-Man-film "Brand New Day".

Per Thøfner fik allerede at vide mandag eftermiddag, at han havde vundet konkurrencen, men han har med vilje valgt at gå stille med dørene, fordi han gerne vil have det sidste på plads i forhold til, hvordan han kan indløse sin præmie.

- Mit håb er, at det bliver muligt for mig at invitere byen med ind og se filmen, lyder det fra købmanden.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...