Lokal købmand får klap på skulderen i en svær tid

De små forretninger har i øjeblikket ikke så meget at råbe hurra for. Tårnhøje energipriser og inflation ødelægger fornøjelsen. Men midt i en svær tid har Per Thøfner fra Min Købmand i Mern fået noget at smile over. Han er nemlig af kollegaerne blevet kåret til årets ildsjæld i Min Købmand-kæden. Blandt tre nominerede har købmænd fra landets godt 160 butikker stemt ham til tops.

- Jeg er stolt af, at der er nogle, som har lagt mærke til, at man gør noget for samfundet og sin egen butik, lyder det fra en glad Per Thøfner.

Trækplaster

Det er Dagrofa, der står bag Min Købmand-kæden. Her oplyser man, at Per Thøfner er en dedikeret og passioneret købmand, som virkelig har forstået at gøre sin butik i Mern til et omdrejningspunkt.

“Per er en ægte holdspiller, der gør en forskel for købmandsskabet”, lyder det.

Konkret har Per Thøfner i samarbejde med byens foreninger blandt andet arrangeret grillaftener og øl- og vinsmagning. Alt sammen noget, der er med til at styrke sammenholdet i Mern.

- Der kom mange til vinsmagningen, bemærker Per Thøfner.

Den rigtige retning

Det er ikke lang tid siden, at en lettere groggy Per Thøfner i Sjællandske fortalte, at hans månedlige elregning var steget fra 54.000 til 80.000 kroner. Og at han på den lange bane befandt sig i en overlevelseskamp. Nu vejrer han morgenluft.

- Elpriserne er heldigvis faldet lidt. Nu er det kun dobbelt så dyrt. I sidste måned betalte jeg 40.000 kroner, siger Per Thøfner.

Han fortæller også, at han er taknemmelig for opbakningen fra byens borgere.

- Det er ligesom om, at man har fundet ud af, at man er nødt til at støtte den lokale bager, fiskehandler og købmand, hvis de skal overleve, siger Per Thøfner.

Foto: J.C. Borre Larsen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...