Hylder ikonisk travtræner efter voldsom ulykke: - Han rejser sig altid igen

Travtrænerlegenden, Steen Juul, kom mandag ud for en voldsom ulykke på Skovbo Travbane i Bjæverskov.

Som landets mest vindende travtræner har Steen Juul været udsat for flere voldsomme styrt. Nu er han igen endt på hospitalet.

Som landets mest vindende travtræner har Steen Juul været udsat for flere voldsomme styrt. Nu er han igen endt på hospitalet.

Foto: Thomas Olsen

Alarmen gik, og en lægehelikopter blev sendt afsted, da 75-årige Steen Juul mandag blev kastet af sin sulky under træning.

Nu fortæller leder på Skovbo Travbane, Elsebet Stausholm, hvorfor hun er helt sikker på, at trænerlegenden rejser sig igen som så mange gange før. 

Den Korte Version
  • Travtræner Steen Juul blev kastet af sin sulky under et travløb på Skovbo Travbane.
  • En redningshelikopter blev sendt, men Juul blev kørt til hospitalet med ambulance.
  • Juul pådrog sig flere brækkede ribben, men hans tilstand er ikke livstruende.
  • Elsebet Stausholm fra Skovbo Travbane er sikker på, at Juul vil komme sig.
  • Juul har tidligere overlevet kræft, blodprop og et flystyrt.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Ifølge Travservice.dk skete ulykken, da den hest, Steen Juul kørte med, blev forskrækket midt i et sving. Hesten sprang til siden, sulkyen væltede, og Danmarks mest vindende travtræner blev kastet af.

Der blev straks slået alarm, og en lægehelikopter blev sendt afsted. Heldigvis viste det sig, at situationen ikke var helt så alvorlig som først frygtet, og Steen Juul kunne i stedet køres til hospitalet med ambulance.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi, som Dagbladet har talt med, lød anmeldelsen i første omgang på en alvorlig arbejdsulykke med personskade, hvilket var årsagen til, at helikopteren blev sendt afsted. 

Senere stod det dog klart, at Steen Juul var kommet til skade, men ikke var livstruende kvæstet. Ifølge Travservice.dk blev han kørt til hospitalet til yderligere undersøgelser, hvor det formodes, at han har pådraget sig flere brækkede ribben.

Politiet oplyser samtidig, at der var tale om et hændeligt uheld, og at Arbejdstilsynet ikke kommer til at gå ind i sagen.

Han er en utrolig fighter. Hvis han var en travhest, havde han vundet hver eneste gang. Også de dage, hvor han ikke var på toppen, så stor en fighter er han

Elsebet Stausholm

- Han rejser sig altid igen

Ulykken har alligevel ramt Elsebet Stausholm, der er daglig leder på Skovbo Travbane, hvor ulykken fandt sted.

- Det er jo den allerstørste, vi har. Jeg blev utroligt ked af det, da jeg hørte, at der var sket ham noget, siger hun.

Samtidig er hun overbevist om, at den 75-årige travtrænerlegende nok skal komme tilbage, præcis som han har gjort mange gange før.

Steen Juuls Derby-sejre

  • 2021: Festival of Speed 
  • 2020: Extreme
  • 2018: Chock Knock (som træner, kusk: Bjørn Goop)
  • 2017 Bvlgari Peak
  • 2007: Leviti
  • 1997: Atom Tess
  • 1994: Skalflex
  • 1993: Rudolf Le Ann
  • 1990: New Quick
  • 1987: Konsonant
  • 1983: Forever Vixi

- Han er den sejeste fighter, jeg nogensinde har mødt. Han har været igennem så mange ting, men han rejser sig altid igen, siger hun.

Det gælder blandt andet et kræftforløb, en blodprop og flere alvorlige styrt på travbanen, skriver BT i en tidligere artikel.

Og så har han endda også overlevet et flystyrt, fortæller Elsebet Stausholm.

Læs også

En utrolig fighter 

Og den er god nok. I 1992 var Steen Juul ombord på et mindre fly på vej fra Danmark til Karlstad i Sverige, da flyet styrtede ned i Vänern. Otte personer var ombord. Kun tre overlevede. En af dem var Steen Juul.

Derfor er Elsebet Stausholm heller ikke i tvivl om, at den garvede travtræner også kommer igennem denne udfordring.

- Han er en utrolig fighter. Hvis han var en travhest, havde han vundet hver eneste gang. Også de dage, hvor han ikke var på toppen, så stor en fighter er han, understreger hun. 

Elsebet Stausholm fortæller afslutningsvis, at hun endnu ikke har været i personlig kontakt med Steen Juul, men at hun forestiller sig, at familiens fulde fokus er på, at den 75-årig trænerlegende nu skal komme sig fuldt ud efter ulykken.

Steen Juul kørte sit første travløb i 1968 og har siden vundet flere end 7.500 væddeløb. Han er fortsat dansk travsports mest vindende træner.

Travtrænerlegenden har mange store sejre bag sig.
Travtrænerlegenden har mange store sejre bag sig. Foto: Anders Kamper

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...