Fire banker i træk sagde klart nej til at låne Maiken Heeris Gersby en million kroner. Egentlig kunne historien om kvinden med drømmen om en sportsbutik være endt der. Som endnu et vingeskudt projekt, der føjer sig til rækken af andre lokale iværksættere og ildsjæle, der bliver mødt af det finansielle systems nej tak. I Allerød skete der heldigvis noget helt andet og meget fint, der fortæller en hel del om lokalsamfundets sande styrke. Den lokale magi, vi som samfund skal gøre alt for at værne om.
- Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
På otte dage fandt 40 borgere hver 25.000 kroner frem og lånte dem rentefrit til Maiken Heeris Gersby, fordi de troede på projektet – og på hende. Nu kan Intersport i Allerød blive ført videre til stor glæde for de meget sportsinteresserede lokale borgere. Hun har til Frederiksborg Amts Avis sagt det meget simpelt: ”Der så smukt, at det er lykkes.”
Og det er nemlig smukt. Det er et smukt bevis på, at lokalsamfund kan noget helt særligt, som banker og store systemer har svært ved at indfange, fordi værdien af den økonomiske håndsrækning ikke ligger i et regneark.
Med naboernes penge er der også kommet ekstra viden, ekstra hjælp, ekstra engagement og ekstra ideer.
Pludselig er der nogen, der vil hjælpe med branding. Nogen, der har lyst til at møde op og hjælpe i juletravlheden. En bank giver et lån og forsvinder igen. Et lokalsamfund giver et lån og bliver. Lad os håbe, at vi kommer til at se mere af denne type hjælp.
Historien om lokalsamfundets lån af en million kroner rummer også en sandhed, der rækker langt ud over Intersport i Allerød. På tværs af Sjælland kæmper man med at holde det lokale handelsliv kørende, og politikerne har sammen med lokalt erhvervsliv i snart årevis diskuteret mange løsninger og muligheder som blandt andet kommunalt tilskud.
Måske er et af de mest virkningsfulde værktøjer i virkeligheden borgerne selv. Deres vilje til at træde til og hjælpe til er helt ekstraordinær, når de virkelig ønsker at have en sportsbutik, en bager eller noget helt andet tæt på. Det kræver tillid, en konkret idé – og at nogen tør spørge.
Ligesom Maiken Heeris Gersby gjorde det. Og 40 borgere honorerede heldigvis hendes ønske med en stærk tro på deres egen by.