I løbet af weekenden har Midt- og Vestsjællands Politi måtte rykke ud til farlige situationer, hvor personer er blevet observeret ved togskinner og i nødsporet på motorvejen tæt ved Roskilde Festival. En overgang måtte tog trafikken helt standses.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Lørdag aften klokken 21.00 blev en ung kvinde på 17 år fra København set på togskinnerne ved festivalen. Politiet fik kontakt med hende, og hun oplyste, at hun ikke havde været på skinnerne.
Læs også
- Ung kvinde filmet på toilet og 16-årig sparket flere gange i hovedet
- Ung mand sigtet for blufærdighedskrænkelse på Roskilde Festival
- Telt skåret op med kniv
Senere samme aften klokken 23.20 blev en ung mand iført mørkt tøj set gående i nødsporet på Holbækmotorvejen ved festivalpladsen. Da politiet ankom, var manden forsvundet.
Søndag aftenen klokken 23.46 blev en mand set på togskinnerne nær festivalpladsen, hvilket førte til en midlertidig indstilling af togdriften. Politiet fandt manden, en 24-årig, og formanede ham om ikke at opholde sig ved skinnerne. Togdriften blev genoptaget.
Natten til mandag klokken 04.25 blev flere unge mænd set i nødsporet på Holbækmotorvejen. Politiet fandt tre unge mænd nær afkørsel 13, som blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og forlod stedet efterfølgende.
Det var kort efter klokken 01.00 natten til søndag, at en 21-årig mand blev påkørt af et tog nær festivalens campingområde og afgik ved døden.
- Vi er meget berørte over den tragiske ulykke, der skete i nat, hvor en ung mand, der var deltager på Roskilde Festival, har mistet livet.
- Vores varmeste tanker og medfølelse går til familien og de pårørende, sagde Roskilde Festivals vicedirektør, Christina Bilde, efterfølgende i et skriftligt svar.