Min største motivation for at stille op til kommunalvalget i Hørsholm var mit store hjerte for Hørsholms erhvervsliv og bymidte.
Derfor var glæden også stor, da jeg blev formand for Erhvervs-, Bymidte- og Beskæftigelsesudvalget - og endnu større, da vi i konstitueringsaftalen på tværs af partier var enige om en fælles ambition: at skabe en levende og attraktiv bymidte med mere aktivitet, flere oplevelser og stærkere fællesskaber.
Men en levende bymidte kommer ikke af sig selv, selv om ambitionen er på plads. Nu handler det om at omsætte ambition til samarbejde, investeringer og en fælles strategi.
Læs også
- Nyt udvalg får bunden opgave: Sådan skal bymidten blomstre igen
- Blomsterkasser og cafémøbler i bymidten: - Prøv en gang at tage til Herning
Bliv lidt længere og vend tilbage
Hen over foråret har borgmesteren og jeg derfor mødt alle de større ejendomsejere i bymidten, ligesom jeg har haft en række gode dialogmøder med handels- og erhvervslivet.
Én ting har stået krystalklart efter forårets mange samtaler: Hvis Hørsholm skal udvikle en bymidte med mere liv, flere oplevelser og stærkere handel, kræver det stærke partnerskaber mellem kommune, erhvervsliv, kulturliv, ejendomsejere og de mennesker, der bruger byen hver dag.
Efter sommerferien nedsætter vi et bredt sammensat §17, stk. 4-udvalg, hvor politikere og interessenter skal samle idéer, viden og erfaringer og omsætte dem til en samlet plan for bymidtens udvikling.
Målet er enkelt: At skabe en bymidte, hvor flere har lyst til at komme, blive længere og vende tilbage igen.
Vi laver en test
Men hvis man vil vide, hvad der virker, må man teste det i laboratoriet.
Derfor er jeg særligt glad for, at jeg i samarbejde med Bysamarbejdet og Gågadeforeningen denne sommer forvandler Gågadetorvet til et lille laboratorium for byliv.
Med cafémøbler, blomsterkasser og aktiviteter, laver vi en prøvehandling på torvet, hvor man kan slå sig ned med en kop kaffe, nyde mad og drikke fra bymidtens caféer og restauranter eller bare nyde solen og stemningen.
Prøvehandlingen skal give os værdifulde erfaringer med, hvordan vi ved at arbejde med byrummene kan skabe mere ophold, mere liv og mere lyst til at bruge bymidten.
Læs også
- Kæmpe interesse for udvikling af historisk område: - Folk vil holde fast den i særlige vibe her
- Flertal vil have kortere møder og begrænse taletid: - Vi er i gang med at udfordre vores demokrati
Er godt på vej
Fremtidens bymidte handler nemlig ikke kun om butikker. Den handler om attraktive byrum, kultur, caféer, boliger, oplevelser og fællesskab. Om at skabe et centrum, man har lyst til at besøge, igen og igen.
En levende bymidte skal udvikle sig i takt med byen og de mennesker, der bruger den. Derfor er det vigtigste måske ikke, hvor vi er i dag - men at vi nu er godt på vej med at etablere de stærke partnerskaber og den arbejdsgruppe, der kan udvikle den bymidte Hørsholm fortjener.
Ugens politiske klumme
Partier og de politiske gruppeformænd i Hørsholm Kommunalbestyrelse skiftes til at skrive ugens politiske klumme.
Her får politikerne mulighed for at dele deres tanker og refleksioner om vores lokalområde og med egne ord fortælle om aktuelle, lokale og væsentlige dagsordener.
Klummen er alene udtryk for afsenderens holdning.
Ønsker du at deltage i debatten, så skriv til horsholm@sn.dk (maks. 300 ord)