Et butikstyveri udviklede sig i weekenden så dramatisk, at det endte med, at tyven blev sigtet for røveri. Det fortæller Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.
Politiet modtog lørdag klokken 11.20 en anmeldelse fra Hi-Fi Klubben i Gullandsstræde i Roskilde, hvor en 42-årig mand fra Haslev var gået ind i butikken og havde klippet en wire over til et par høretelefoner til en værdi af 7999 kroner.
Det blev set af en ansat, som forsøgte at forhindre den 42-årige i at forlade butikken, men blev skubbet til side.
Den ansatte løb sammen med en kollega efter manden i retning mod Stændertorvet, mens de råbte "stop tyven!"
Det lykkedes dem at få fat i den 42-årige og tilbageholde ham, men den ene af de ansatte blev i den forbindelse bidt i låret og blev også truet på livet af manden.
Endnu en person kom til og hjalp de to ansatte med at holde på den 42-årige, indtil politiet nåede frem. Det lykkedes desuden de tre at vriste af en tang ud af hånden på manden.
Den 42-årige er på grund af skubbet i butikken og bidet i låret samt truslerne blevet sigtet for røveri i stedet for tyveri.
Efter at være blevet afhørt til sagen blev han løsladt, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Den ansatte, der blev bidt i låret, måtte en tur på skadestuen for at blive behandlet.