Det er toppen af poppen, en stjerneparade af nogle af de største kunstnere i Danmark i de senere år, som Novo Nordisk har offentliggjort som baggrundstæppet til deres kæmpe sommerfest, som holdes i Roskilde på Dyrskuepladsen den 21. august.
Her får en af Danmarks mest eksponerede virksomheder god støtte af ekspertisen i Roskilde Festival Gruppens rådgivningshus, RFX til at få stablet den store fest på benene.
På toppen af plakaten står i år Tobias Rahim, som, før han skal spille for Novo-medarbejderne, er et af hovednavnene på årets Roskilde Festival.
Med på listen er også Annika, som åbnede sidste års Roskilde Festival.
Læg dertil Rasmus Seebach, Blæst og Scarlet Pleasure samt velnok landets mest succesfulde kopiband, Queen Machine.
Og så er der det, som Novo Nordisk kalder Novo Nordisk Family Orchestra. Den anonyme titel plejer at dække over et medley af en række af landets store kunstnere.
I år dækker Novo Nordisk Family Orchestra blandt andre over Maria og Anne Dorthe, Medina, Guldimund, Svea S og Ace of Base ved Jenny.
Listen over underholdning tæller også Milling og Molbech, Hej Leif, P3 Dreamteam med Emilie Lange og Pelle Peter samt DJ Degnamite og Novo Nordisk employee band.
Selv om Novo Nordisk har haft et hårdt år rent økonomisk, understreger Mille Borchorst, HR-direktør i Novo Nordisk, at budgettet til sommerfesten er det samme, som det plejer, også selv om der i år bliver en scene mindre.
- Vi vil gerne behandle vores medarbejdere godt, og derfor er det en høj prioritet hos os, at sommerfesten skal være noget, der samler, og noget, som vores medarbejdere ser frem til, siger Mille Borchorst.
Forventningen er, at cirka to tredjedele af Novos danske medarbejdere deltager, hvilket vil svare til cirka 20.000 personer.
Novo har glæde af 550 frivillige til årsfesten. De kommer fra en stribe foreninger fra de lokalområder, hvor Novo har lokationer rundt om på Sjælland.
- Vi vil gerne have dem med for at kunne give noget tilbage til de lokalområder, som vi har glæde af at være en del af, siger Mille Borchorst.
Novo Nordisk har holdt sommerfest hvert år siden 1942, og festen er naturligvis kun for medarbejdere. Den har været afholdt i Roskilde hver sommer siden 2008.
Novo har lokationer i følgende byer på Sjælland: Bagsværd, Søborg, Ballerup, Taastrup, Lyngby, Gentofte, Måløv, Hillerød, Væreløse, Kalundborg og Køge.
Læs også
- Vildt program til lukket fest
- En stjerneparade af danske navne spiller Dyrskuepladsen
- Stor fest med stor mand
- Vild firmafest i aften: Se musikprogrammet for 10.000 Novo-medarbejdere
- Novo-fest i Roskilde: Det er et vildt musikprogram

