Snart fem måneder efter, at en kraftig eksplosion ved en opgangsdør på Hedemarksvej i Albertslund sendte en person på hospitalet til tjek for røgforgiftning, har sagen taget en ny drejning.
Tre mænd i begyndelsen af 20'erne har siden februar har været varetægtsfængslet mistænkt for at forvolde sprængningen natten til 16. januar i år med en krysantemumbombe tilsat metalhagl og benzin. Nu er de tre så også sigtet for forsøg på at sælge et større antal modificerede krysantemumbomber peppet op med blandt andet jernkugler til kriminelle grupperinger i Sverige.
- Tre unge mænd mistænkes for at ville sælge modificerede krysantemumbomber til svenske kriminelle grupperinger.
- De er allerede fængslet for et sprængattentat i Albertslund i januar med en tilvirket krysantemumbombe.
- Politiet mener, de har modificeret bomberne for at øge deres skadekapacitet.
- De blev anholdt med 31 krysantemumbomber efter en tur til Esbjerg.
- Alle tre nægter sig skyldige i de nye sigtelser om salg af eksplosiver.
Alle tre sigtede har adresse i netop Sverige. Ifølge Sjællandske Nyheders oplysninger er det i samme by i det sydlige Sverige, men samtidig har de sigtede tætte bånd til Danmark og Vestegnen. Navneforbud forhindrer nærmere beskrivelse af de sigtede.
De tre mænd på 20, 20 og 21 år blev ved et retsmøde tidligere i maj præsenteret for den nye sigtelse om tilvirkning, besiddelse og videreoverdragelse af eksplosivstoffer under særligt skærpende omstændigheder. Det skete i forbindelse med en såkaldt fristforlængelse, hvor en dommer ved Retten i Glostrup i forvejen skulle afgøre, om de tre fortsat skal være varetægtsfængslet, mens Københavns Vestegns Politi efterforsker sprængningen ved opgangsdøren på Hedemarksvej i Albertslund.
Overhængende livsfare for andre
Alle tre nægter sig skyldige i sprængningen med den tilvirkede krysantemumbombe. Eksplosionen udløste en kortvarig brand i opgangsdøren, men foruden personen, der måtte til tjek for røgforgiftning, kom ingen personer til skade.
Anklagemyndigheden mener dog, at sprængningen medførte overhængende fare for andres liv, og de tre unge er sigtet efter en bestemmelse i straffeloven, der kan give fængsel på livstid.
Ifølge Københavns Vestegns Politi peger efterforskningen på, at de tre ikke bare har haft en rolle i sprængningen i Albertslund. Nu mistænker politiet også de tre for - muligvis i forening med andre uidentificerede personer - at have modificeret et antal krysantemumbomber ved at tilføre dem zinkhagl og etablere en tændingsanordning.
Det skete, mener politiet, for at "øge bombernes kapacitet til at forholde skade ved sprængning", som det lyder i sigtelsen.
Salg til svenske grupperinger
De tre mænds hensigt var, ifølge sigtelsen, at sælge et større antal modificerede krysantemumbomber videre til "forskellige grupperinger i Sverige". Der er ikke sat navn på grupperingerne, men der er formentligt tale om grupper i det kriminelle miljø.
Alle tre nægter sig skyldige i de nye sigtelser.
Indkøb i Biltema
Hidtil har retsmøderne i sagen været holdt for lukkede døre blandt andet med henvisning til, at der kan være andre involverede på fri fod. Derfor er en række detaljer i sagen stadig hemmeligholdt for offentligheden.
Men af sigtelserne fremgår det, at mændene blandt andet den 12. og 14 januar i år - to dage før sprængningen ved opgangen på Hedemarksvej - foretog indkøb i Biltema i Glostrup. Her skal de blandt andet have købt sorte affaldsposer, grå lærredstape, seks flasker flaskegas og fem pakker zinkhagl.
Alt sammen indkøb, som politiet mener skulle bruges til at gøre de i forvejen kraftige krysantemumbomber endnu mere potente.
Anholdt efter tur til Esbjerg
Krysantemumbomberne fik de sigtede ifølge politiet overdraget på et lidt afsides beliggende sted i Esbjerg. Det skete angiveligt i to omgange. Første gang den 14. januar, hvor de ifølge sigtelsen fik overdraget "et større antal krysantemumbomber". Efterfølgende modificerede de bomberne ved som tidligere nævnt at tilføre de indkøbe zinkhagl og lave en tændingsanordning.
Det fremgår ikke af sigtelserne, om det var én af disse modificerede krysantemumbomber, der blev sprængt i Albertslund to dage senere.
Den anden overdragelse i Esbjerg fandt sted 20. januar - fire dage efter episoden på Hedemarksvej. I sigtelsen lyder det, at de tre sigtede mænd i tidsrummet mellem klokken 9 og 15.30 kørte i bil fra en adresse i området ved Åmarken i Hvidovre til samme sted i Esbjerg, hvor den første overdragelse var sket. Her fik de af to personer overdraget 31 krysantemumbomber.
Det står ikke sort på hvidt i sigtelsen, men meget tyder på, at politiet på dette tidspunkt havde de tre mænd i kikkerten og sandsynligvis i det skjulte fulgte med på turen til Esbjerg. I hvert fald blev de tre mænd anholdt med de 31 krysantemumbomber, da de om eftermiddagen den 20. januar returnerede til adressen i Hvidovre.
Sigtet dømt for smugling af eksplosiver
Dermed mener Københavns Vestegns Politi, at man fik sat en stopper for planen om at sælge de modificerede krysantemumbomber til svenske grupperinger.
Det fremgår ikke af sigtelsen, hvor det "større antal" modificerede krysantemumbomber fra den første afhentning i Esbjerg er endt.
Ved retsmødet i maj nægtede de tre sig skyldige i at have modificeret og forsøgt at sælge krysantemumbomberne. Men det fremgik, at den ene af de to 20-årige har erkendt sig skyldig i besiddelse af de krysantemumbomber, politiet fandt i bilen i Hvidovre.
Netop denne 20-årige er ifølge retsbogen tidligere dømt for smugling af eksplosivstoffer.
Motiv ukendt
Det er foreløbigt uklart, hvad der kan være motivet bag sprængningen på Hedemarksvej 16. januar. Københavns Vestegns Politi har ikke udtalt sig om sagen, og på grund af dørlukning er det uvist, hvad der måtte være kommet frem under retsmøderne.
Eksplosionen skete på et tidspunkt i januar, hvor der i forvejen havde været flere mindre brande i samme område i Albertslund, ligesom en kiosk på Istedgade i København var blevet udsat for et voldsomt brandattentat.
Københavns Vestegns Politi sagde dog dengang til Sjællandske Nyheder, at man naturligvis ville undersøge en mulig sammenhæng mellem de forskellige episoder.
Umiddelbart er der ikke noget i sigtelserne mod de tre, der peger på, at de skulle være indblandet i de andre sager fra.
Læs også
- Tre fængslet: Krysantemumbombe med metalkugler blev sprængt i opgang
- Efter ødelæggende brand i shawarmabar - nu melder politiet ud
- Flere episoder i samme område på få dage: - Politiet vil være markant til stede den kommende tid
- Politiet søger vidner i forbindelse med højt brag og brand
- Kæmpe brag og brand i nat - en person på hospitalet