Ingen personer kom til skade, men der skete omfattende ødelæggelser på Boys Shawarma & Kylling på Holsbjergvej i Albertslund tirsdag eftermiddag. Spisestedet er totalt raseret af branden, og nu har Københavns Vestegns Politi undersøgt brandtomten for at finde frem til årsagen.
Meldingen om den kraftige brand i Boys Shawarma & Kylling, der har indgang ud til Roskildevej og ligger ved en Ingo-benzintank, indløb tirsdag klokken 14.16. Kort efter var Hovedstadens Beredskab og Københavns Vestegns Politi på stedet.
- Ilden blev slukket, og der var ingen tilskadekomne i forbindelse med branden, oplyser politiet onsdag til Sjællandske Nyheder.

En række brande i området
Som Sjællandske Nyheder og Albertslund Posten har beskrevet, har der siden slutningen af december været en række mistænkelige brande i Albertslund. Senest natten til fredag den 16. januar, hvor der på Hedemarksvej skete en eksplosion, som medførte brand og en del røg i en opgang.
Politiet har tidligere oplyst, at man undersøger, om der kan være en sammenhæng mellem de forskellige brande i området.
Tirsdagens brand i Boys Shawarma & Kylling kommer altså i kølvandet på en række andre brande, hvoraf nogle er mistænkelige.
Men onsdag eftermiddag fortæller Københavns Vestegns Politi til Sjællandske Nyheder, at der efter alt at dømme er tale om et uheld.
Således har den foreløbige efterforskning og undersøgelser på brandstedet ikke givet politiet grund til at tro, at der skulle ligge en kriminel handling bag branden. Årsagen til branden er dog ikke endeligt fastslået, lyder det fra Københavns Vestegns Politi.
Læs også
- Shawarmabar brændt helt ned - kan ikke reddes
- Kraftig brand i spisested
- Flere episoder i samme område på få dage: - Politiet vil være markant til stede den kommende tid
- Politiet søger vidner i forbindelse med højt brag og brand
- Kæmpe brag og brand i nat - en person på hospitalet
Meldingen kommer efter, at Sjællandske Nyheder tidligere på dagen spurgte Københavns Vestegns Politi til brandårsagen. På det tidspunkt lød det kortfattede svar sådan her:
- Brandårsagen undersøges, men er endnu ikke fastlagt.
- Tak for jeres forståelse
Sjællandske Nyheder har både tirsdag og onsdag forsøgt at få kontakt til ejeren af Boys Shawarma & Kylling for en eventuel kommentar, men det er ikke lykkedes.
Spisestedet har dog selv kommenteret branden i et opslag på Facebook.
- Som nogle af jer har hørt, har der været brand hos Boys Albertslund. Vi holder midlertidigt lukket, men arbejder på at åbne igen hurtigst muligt. Heldigvis kom ingen til skade. Tak for jeres forståelse - vi opdaterer jer løbende, lyder det i opslaget.
Artiklen er opdateret 21. januar 2021 klokken 14:00: Artiklen er opdateret efter, at Københavns Vestegns Politi har oplyst til Sjællandske Nyheder, at brandårsagen efter alt at dømme er et ikke nærmere klarlagt uheld.