Tre udøvere fra Roskilde Karate Klub har været til EM i shinkyokushin karate, der blev holdt i Georgien.
De tre deltagere fra Roskilde var Nikolaj Vigand Lunn Jensen, August Englev og Kenya Paz-Irmark, som alle stillede op i kata.
Kata er en teknisk disciplin, hvor udøverne udfører fastlagte serier af bevægelser mod en imaginær modstander. Øvelserne bedømmes af fem dommere, og på EM-niveau er selv små detaljer afgørende for resultatet.
På forhånd knyttede de største forventninger sig til Nikolaj Vigand Lunn Jensen, som tidligere har vundet både guld, sølv og bronze ved EM og ved VM i 2023 opnåede en historisk andenplads, der var den bedste danske placering til et VM nogensinde.
Inden EM havde han vundet guld ved syv stævner og sølv ved et stævne i 2026, og gennem hele konkurrencen leverede han kata på et meget højt og stabilt niveau.
I finalen sikrede han sig en andenplads og placerede sig endnu engang helt i toppen af europæisk shinkyokushin kata.
Nikolaj Vigand Lunn Jensen, som kommer fra Osted, kvalificerede sig med EM-sølvmedaljen samtidig til sit andet verdensmesterskab.
August Englev deltog for anden gang ved EM i kata og leverede en solid indsats i et meget stærkt felt. Han kom til EM med en god portion selvtillid, da han forinden havde en andenplads og tre tredjepladser med i bagagen.
Til EM kæmpede han sig frem til en plads i top otte og viste undervejs, at han kan matche niveauet hos nogle af de bedste i Europa. Særligt bemærkelsesværdigt var hans kamp mod den senere vinder af puljen, hvor afgørelsen var meget tæt.
Den tredje Roskilde-udøver Kenya Paz-Irmark har i år fået to andenpladser og en tredjeplads til stævnerne rundt i Europa.
Til EM mødte hun en stærk svensk modstander og leverede en kontrolleret og fokuseret kata. Selvom det ikke blev til en sejr, var indsatsen præget af stabil teknik og god koncentration i en hård konkurrence.