Som teenager sad Birgitte i kassen - nu skal hun stå i spidsen for føtex i Kokkedal

Føtex i Kokkedal skal have ny varehuschef, og det bliver Birgitte Rantzau, der har været med ombord i føtex, siden hun var 18 år.

47-årige Birgitte Rantzau er ny varehuschef i føtex i Kokkedal.

47-årige Birgitte Rantzau er ny varehuschef i føtex i Kokkedal.

Foto: Føtex

Fra den 1. juni skal 47-årige Birgitte Rantzau til at køre længere nordpå fra hjemmet i Hvidovre, når hun bliver ny varehuschef for føtex i Kokkedal. Her overtager hun stillingen efter Akin Karaman, der skal være varehuschef i føtex i Frederiksberg Centret.

Birgitte Rantzau kommer fra en tilsvarende stilling i føtex i Lyngby Storcenter, skriver føtex i en pressemeddelelse. 

Birgitte Rantzau har faktisk arbejdet i føtex, siden hun var 18 år. Hun begyndte sin karriere som kasseassistent i føtex i Fredericia, hvor hun stammer fra. Efter gymnasietiden blev hun kontorelev i et reklamebureau, men fortsatte med at arbejde i føtex.

- Jeg synes virkelig, føtex var fedt - både dengang og nu. Jeg havde fart på og kunne godt tænke mig, at der skulle ske noget, så jeg blev opfordret til at søge til føtex i København, og derefter gik det rigtig stærkt, siger Birgitte Rantzau, der bor med sin kone og deres to børn i Hvidovre.

Sidenhen er det blevet til flere forskellige varehuse, inden hun i 2015 landede sit første job som varehuschef i føtex Food i Dragør.

Jeg giver meget af mig selv, og jeg er er meget synlig - det er vigtigt for mig

Birgitte Rantzau, ny varehuschef i føtex i Kokkedal

Vil være en del af lokalområdet

Hun glæder sig til at overtage varehuset i Kokkedal, som var den første føtex, der blev indrettet blandt andet med et åbent køkken med inspiration til måltiderne.

- Føtex Kokkedal er et virkelig fedt varehus med det nye koncept. Det bliver spændende at få lov til at være en del af, og jeg glæder mig til at fortsætte den gode trivsel hos mine kommende kolleger. Jeg ser også virkelig frem til at blive en del af lokalområdet. Jeg vil arbejde hårdt for, at kunderne siger, at de skal ned og handle hos Birgitte. Det er vigtigt for mig at være i tæt dialog med dem, og i dag hilser jeg hver eneste morgen fast på stamkunderne i Lyngby, siger Birgitte Rantzau i pressemeddelelsen.

Læs også

Lokale events

Hun har ambitioner om at arrangere forskellige oplevelser og event for kunderne - det kan for eksempel være smagsoplevelser eller andre begivenheder, der kan samle lokalområdet. Derfor har hun også planer om at engagere sig i det lokale handelsliv, så hun kommer tæt på byens puls.

Når kunderne og kollegerne møder den nye varehuschef i Kokkedal, er det en åben, ærlig og autentisk Birgitte Rantzau.

- Jeg giver meget af mig selv, og jeg er er meget synlig - det er vigtigt for mig, fortæller hun.

I fritiden lægger Birgitte Rantzau ofte vejen forbi forældrenes hjem i Fredericia, ligesom hun ofte kører vejene tynde, da datteren Thilde på 14 år danser på højt niveau og blandt andet har været med til EM og VM i hiphop.

Hvis hun ikke er på arbejde - eller sidder i en bil - kan man ofte møde Birgitte Rantzau på en løbetur, og ellers bruger hun fritiden på at være sammen med familien og vennerne.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...