Hvor mange pizzaer er det mon blevet til? - Det må være mange millioner

Hos Sami Kücükgoncü og hans bror Mehmet i Kongeburger & Pizzeria handler det om mere end mad: Det handler om mennesker, minder og et liv levet midt i Værløse.

Sami Kücükgoncü arbejder hver dag tæt sammen med sin bror Mehmet.

Sami Kücükgoncü arbejder hver dag tæt sammen med sin bror Mehmet.

Foto: Privat

Kongeburger & Pizzeria har været en del af Værløse Bymidte siden 1980. Her handler det ikke kun om at lange masser af frisklavede pizzaer over disken, men om at være en del af kundernes liv – og omvendt.

Indehaver Sami Kücükgoncü er selv født og opvokset i Værløse. Her har han gået i skole, spillet fodbold og opbygget sit liv.

I dag står han bag disken i pizzeriaet, hvor han kender en stor del af sine kunder – og hvor mange af dem også kender ham.

– Jeg har haft hele mit liv her i Værløse. Jeg kender mange mennesker, og mange kender mig. Det betyder meget, fortæller han.

Læs også

En lang historie i bymidten

Historien om pizzeriaet går helt tilbage til 1980, hvor Peter Konge startede det første pizzeria i Værløse. Dengang lå det et andet sted i bymidten, men i 1991 flyttede forretningen til den nuværende placering.

I 1990 overtog Samis bror, Mehmet Kücükgoncü, stedet, og siden har familien været en fast del af bybilledet. For omkring 13 år siden købte Sami selv forretningen, som han i dag driver videre – stadig i tæt samarbejde med sin bror.

Siden begyndelsen er det blevet til…, ja, hvor mange pizzaer er det mon blevet til?

– Det må være mange millioner, siger Sami med et smil.

Læs også

Et håndværk, der tager tid

At lave pizza er ikke noget, man bare kan fra dag ét, understreger han.

– Der er ikke nogen, der er født som pizzamand. Det er noget, man lærer med tiden.

I dag består holdet af fem medarbejdere, som arbejder tæt sammen i en travl hverdag, hvor opgaverne er fordelt, og rytmen er velkendt.

Selvom kvaliteten af maden er vigtig, er det langt fra hele forklaringen på, hvorfor kunderne vender tilbage.

– Pizza kan du få mange steder. Men folk kommer også, fordi de kender mig, og jeg kender dem, siger Sami.

Bekymring for bymidten

Samtidig lægger Sami ikke skjul på, at han er bekymret for udviklingen i Værløse Bymidte. Han peger især på høje huslejer som en udfordring for de lokale erhvervsdrivende.

– Det er ikke alle, der kan få det til at hænge sammen. Der er færre butikker og mindre liv i området sammenlignet med tidligere. Jeg har det godt med mine kunder. Det er også derfor, jeg bliver ved. Men jeg er også engageret i, hvordan hele bymidten har det, for mit pizzeria er ikke bare en forretning, det er en del af mit liv og en del af Værløse.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...