Han er lokaljournalist i hjertet, men kommer egentlig med en journalistisk ballast, der er skabt i æteren. I de seneste mange år har han dog beskæftiget sig med den skrevne journalistik, den 52-årige Martin Warming, som er ny redaktør på Frederiksborg Amts Avis i Hørsholm og Helsingør.
Warming, der siden september har været avisens redaktør i Fredensborg og inden da var ledende redaktør for Sjællandske Nyheder i Nordsjælland, afløser Lars Schmidt, som er blevet ansat som souschef for chefredaktør Nathalie Ostrynski på Frederiksborg Amts Avis.
Her skal Lars Schmidt understøtte chefredaktøren i den daglige ledelse af redaktionerne i Nordsjælland, være hendes stedfortræder og samtidig have fingrene dybt nede i den daglige drift og nyhedsplanlægning - både til det nye, selvstændige dagbladssite, der går i luften om nogle måneder, og til det hæderkronede dagblad på print.
Lars Schmidt, der også var redaktør for Ugebladet tilbage i 2014, nåede i denne omgang blot ni måneder i redaktørstolen, inden Sjællandske Medier havde brug for ham på Frederiksborg Amts Avis i Hillerød.
- Det blev en lidt for kortvarig fornøjelse og et glædelig gensyn med den fine Hørsholm Kommune. Men jeg fik et tilbud om et job, som tegner så godt, at jeg simpelthen ikke kunne sige nej. Det er et kæmpe privilegium at være med til fødslen og virkeliggørelsen af tankerne og planerne om et helt nyt site for Frederiksborg Amts Avis, siger han.
Fra radio til avis
Hans afløser, Martin Warming, har beskæftiget sig som lokaljournalist de seneste 35 år. Han startede med at lave lokalradio som 16-årig på Hillerød Lokalradio, hvor han efterhånden blev fastansat som radiojournalist og morgenvært på radioen, som gennem årene skiftet navn flere gange: Radio Uptown, Radio Mega og Radio Yesterday.
Politikens Lokalaviser overtog radioen, og da man valgte at lukke den, blev Martin Warming ansat som skrivende journalist på Lokalavisen Helsingør og siden på sitet Lokalavisen.dk.
Siden var han ansat som journalist på Furesø Avis og senere igen redaktør på Hillerød Posten, inden han blev ledende redaktør for Sjællandske i Nordsjælland.
Og nu er han så redaktør for Frederiksborg Amts Avis i Hørsholm, Fredensborg og Helsingør.
Redaktør i Hørsholm
Martin Warming glæder sig til at stifte yderligere bekendtskab med Hørsholm, hvor han både bliver redaktør for Ugebladet og for Frederiksborg Amts Avis:
- Jeg glæder mig virkelig til at blive en del af vores hold i Hørsholm og til at fortælle de historier, der binder lokalsamfundet sammen. Det er en kommune med stærke fællesskaber og høj livskvalitet - men også med vigtige diskussioner om udvikling og balance, som fortjener nærværende og til tider også kritisk journalistik, siger han:
- Hørsholm rummer både tradition og forandring, og det bliver en spændende opgave at dække netop det spændingsfelt. Hvordan bevarer man det nære og eksklusive, samtidig med at kommunen udvikler sig? Det er nogle af de spørgsmål, jeg ser frem til at gå tæt på sammen med mine dygtige og engagerede kolleger på redaktionen.
Privat bor Martin Warming i barndomsbyen Hillerød. Han er gift med Camilla, og sammen har de tre voksne børn.
Læs også
- Ny chefredaktør: - Vi ønsker at styrke den identitet, der knytter os til lokalområdet
- Erfaren redaktør vender tilbage til Hørsholm
- Borgerforslag skal forbedre omstridt busrute: - Situationen er uholdbar og isolerer borgere
- Alma-direktør om ny butik: Derfor tror vi på placeringen i Rungsted
- 54-årige Torben sætter alt på ét bræt: Jagter legendarisk rekord på Mont Ventoux