Der hang mørke skyer ude over Øresund, og vinden trak let i flagene langs kajen. Men regnen holdt sig heldigvis væk, da hundredvis af mennesker onsdag eftermiddag ved 16-tiden stod klar til at modtage kongeparret på Kongekajen i Helsingør.
Allerede fra omkring klokken 15.25 begyndte Helsingør Pigegarde at spille op til det royale besøg, mens flere og flere mennesker langsomt stimlede sammen på kajen.
Kort efter lød kanonsalutten fra Kronborg Slot, der markerede det kongelige skibs ankomst til Helsingør. Og efter en kort tur ud forbi Kronborg lagde kongeskibet Dannebrog til kaj omkring klokken 15.50 efter at have forladt København tidligere på dagen.
Om bord var kong Frederik og dronning Mary, som dermed officielt indledte årets sejlsæson.

Mere end bare et vink
Da kongeparret gik i land omkring klokken 16, blev de modtaget af en officiel velkomstkomité med blandt andre borgmester Benedikte Kiær i spidsen.
Men det var mødet med borgerne, der for alvor satte sit præg på eftermiddagen.
For selv om mange var mødt op for blot at få et glimt og måske et vink tilbage, fik mange af de fremmødte meget mere end det. Kongen og dronningen bevægede sig nemlig langsomt rundt på Kongekajen og gav sig god tid til at hilse på de mange fremmødte med håndtryk og smil.
Tradition og sommerresidens
Ankomsten til Helsingør er en fast del af den kongelige kalender og markerer begyndelsen på sejlsæsonen med kongeskibet, en tradition der går mere end 100 år tilbage.
Efter besøget på Kongekajen satte kongeparret kursen videre mod Fredensborg, hvor de tidligere på ugen flyttede ind i deres sommerresidens, Kancellihuset ved Fredensborg Slot.
Læs også
- Kong Frederik og dronning Mary budt velkommen til Fredensborg med flag og solskin
- Kongehuset deler billeder fra komtesse Athenas konfirmation
- Dobbelt op på kongelige besøg
- Dronning Mary takker for borgernes medfølelse efter sin fars død
- Hundredvis fejrede dronning Margrethe på Fredensborg Slot: - Hun fortjener det i den grad