Hundredvis fejrede dronning Margrethe på Fredensborg Slot: - Hun fortjener det i den grad

Med Dannebrog i hænderne og smil på læberne stod flere hundrede mennesker torsdag klar i den Indre Slotsgård ved Fredensborg Slot for at fejre dronning Margrethes 86-års fødselsdag. For nogle var det en hyggelig familietur - for andre var dagen noget helt særligt.

Susanne og Ernst dronningens fødselsdag

Susanne og Ernst dronningens fødselsdag

Foto: Martin Warming

Der var flag i luften, forventning i blikkene og en næsten højtidelig ro over Fredensborg Slot torsdag formiddag, da flere hundrede mennesker samledes for at fejre dronning Margrethes 86-års fødselsdag.

Allerede inden klokken 12 stod borgere tæt samlet i Indre Slotsgård, hvor offentligheden var inviteret med til den traditionsrige fødselsdagsfejring. Mange havde taget små flag med, børn sad på skuldrene af deres forældre, og rundt omkring blev der talt lavmælt om det særlige ved at være så tæt på kongehuset og den royale familie.

Vinkede fra trappen

Da klokken slog 12, trådte dronning Margrethe ud på slottets hovedtrappe sammen med kongeparret og sin søster, dronning Anne-Marie. Smilende vinkede hun til de mange fremmødte, mens Den Kongelige Livgardes Musikkorps spillede fødselsdagskoncert i slotsgården som en del af det daglige vagtskifte.

Dronning Margrethe er jo frisk og rørig og dygtig og intelligent. Hun er det hele værd.

Susanne Leuring

Inden musikken begyndte, udråbte kong Frederik et nifoldigt hurra for både Danmark og dagens fødselar, og straks lød et højt hurra tilbage fra slotsgården.

En dejlig dag

Blandt de mange fremmødte stod Cecilie Smødegård, som var taget hele vejen fra Amager med sine to døtre Dagmar og Georgine for at opleve dagen.

For hende handlede det ikke kun om at se dronningen, men også om at give sine børn en særlig oplevelse.

- Det er jo en dejlig dag, man kan fejre i fællesskab. Det er en oplevelse, jeg gerne ville give mine piger, fortalte hun.

Familien har aldrig tidligere set dronningen i virkeligheden, og netop det gjorde dagen ekstra speciel.

- Det er helt unikt, og det er dejligt, at vi bor så sikkert et sted, at vi kan komme så tæt på. Dronningen er jo en institution, og jeg synes, det er noget, vi kan være stolte af i Danmark, sagde Cecilie.

For hende har dronning Margrethe i mange år været et symbol på Danmark.

- Hun er billedet på Danmark udadtil, og hun har repræsenteret os godt i rigtig mange år. Hun fortjener, at vi kommer og fejrer hende, sagde hun.

Cecilie og hendes to døtre, Dagmar og Georgine, var blandt de mange, der var mødt op ved Fredensborg Slot torsdag middag for at være med til at fejre dronning Margrethe.
Cecilie og hendes to døtre, Dagmar og Georgine, var blandt de mange, der var mødt op ved Fredensborg Slot torsdag middag for at være med til at fejre dronning Margrethe. Foto: Martin Warming

Ernst havde også fødselsdag

Susanne og Ernst Leuring var kommet helt fra Sjællands Odde for at være med til fejringen.

For dem havde dagen en ekstra personlig betydning, fordi Ernst fyldte 75 år på præcis samme dag som dronningen.

- Hun har jo fødselsdag samme dag som mig, så selvfølgelig skulle jeg se hende, sagde Ernst med et smil.

Parret har aldrig tidligere været med til dronningens fødselsdag, men i år skulle det altså være.

- Nu syntes vi, at vi lige ville hilse på hende, sagde Susanne.

Læs også

Dygtig og intelligent

De beskriver begge sig selv som meget royale og har stor respekt for kongehuset.

- Vi synes, kongehuset gør et kæmpestort arbejde, og vi er meget stolte af dem alle sammen, sagde Susanne, mens Ernst nikkede og gav hende ret.

- Dronning Margrethe er jo frisk og rørig og dygtig og intelligent. Hun er det hele værd, lød det fra Susanne.

For Susanne og Ernst er det helt særligt, at almindelige borgere kan få lov til at komme så tæt på.

- Det er fantastisk, sagde de samstemmende.

Efter fejringen ved slottet fortsatte de dagen med deres egen fødselsdagsfejring.

Planen var at tage videre til Helsingør og spise frokost for at markere Ernsts egen fødselsdag - nu med endnu et fødselsdagsminde i bagagen.

Dronning Margrethe vinker til de mange fremmødte, der var mødt op for at fejre hende.
Dronning Margrethe vinker til de mange fremmødte, der var mødt op for at fejre hende. Foto: Martin Warming

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...