En del borgere var mødt til byrådsmøde i Høje-Taastrup Kommune 29. april for særligt en sag om Sengeløse Skole. Men de måtte gå forgæves, da sagen blev pillet af dagsorden og udskudt til et ekstraordinært byrådsmøde. Nu fortæller borgmester Michael Ziegler (K), hvorfor sagen blev udskudt.
Sagen handlede om, at kommunen potentielt kan dispensere for loftet på 26 elever i klasselokalerne og i visse tilfælde gå op til 28 i 0.-2. klasserne på skolerne. Det for at undgå omkostninger og desuden potentiel omfordeling af eleverne ved eksempelvis at oprette flere klasser i stedet.
Og det var det, der kunne ske på Sengeløse Skole, og derfor havde 71 forældre sendt et åbent brev til byrådet med deres bekymringer over en mulig udsigt til 28 elever i en kommende 0. klasse.
Men sagen blev udsat fra det ordinære byrådsmøde.
- Den blev udsat, fordi vi manglede at få beskrevet en ekstra model. Der var lavet en ekstra bestilling fra politikerne til administrationen, men der var sket en misforståelse i administrationen, som havde beskrevet noget andet, end der var bedt om, fortæller Michael Ziegler.
Nu er det ekstraordinære byrådsmøde planlagt til 5. maj, og inden da får byrådet et notat, der beskriver en fjerde model.
- Vi mente, at vi skulle have det komplette beslutningsgrundlag, så derfor følte vi, at vi måtte udskyde sagen, så vi kan træffe en beslutning på et oplyst grundlag, og det skal vi nok få gjort, siger Michael Ziegler.
En fjerde model
Kurt Scheelsbeck (K), formand for institutions- og skoleudvalget, har allerede løftet sløret for den model, der skal belyses af administrationen som en fjerde mulighed.
Han har tidligere fortalt, at den fjerde mulighed går ud på, at man i stedet for en ekstra almenklasse, opretter en ekstra ressourceklasse, fordi der her er et lavere klasseloft på maksimalt 20 elever. Det kræver dog, at der er ressourceelever nok til to klasser. Og det er det, der skal undersøges af administrationen.
Hvis byrådet vedtager den fjerde model, vil der på Sengeløse Skole starte én almenklasse med maksimalt 24 elever og to ressourceklasser med maksimalt 20 elever i hver efter sommerferien.
Inden sagen kom på de politiske dagsordner, var der lagt op til henholdsvis én almenklasse med 24 elever og én ressourceklasse med 20 elever. Men der er 48 børn, der er indskrevet til at begynde i 0. klasse til august. Derfor går overvejelsen på, hvordan man får plads til alle børnene.
Her var en mulighed at give dispensation til at have 28 elever i klassen, men forældrene advarede imod det.
Der var blandt andet bekymring for trivslen og fagligheden i klasserne med det høje elevtal, ligesom der blev rejst en pointe om de potentielle udgifter, der hører med til børn i mistrivsel.
De tre muligheder
Der er lavet et notat, der fremhæver tre muligheder.
Model 1: Ressourceklassen justeres til at kunne optage op til 24 elever (heraf 4 ressourcebørn). Så vil der i de to 0. klasser kunne være hhv. 20 og 24 almenelever. Der foreslås en trevoksen-ordning i ressourceklassen samt et ekstra lokale med henblik på mulighed for fleksibel opdeling af ressourceklassen i mindre grupper efter behov.
Model 2: Der oprettes et tredje spor med en ekstra klasse. De 28 elever kan hermed fordeles i 2 almenklasser. Modellen giver mulighed for indskrivning af elever fra andre skoledistrikter.
Model 3: Der gives dispensation for klassekvotient i almenklassen med op til 28 elever pga. ”særlige tilfælde”. Denne model er beskrevet i sagsfremstillingen.