Skal der gives særlig tilladelse til at oprette en almenklasse på 0. årgang med 28 elever eller alternativt en ressourceklasse på 24 elever i Sengeløse? Eller skal der oprettes en tredje klasse på byens skole?
Det valg står politikerne over for onsdag aften på byrådsmødet i Høje-Taastrup, fordi der er opstået en særlig situation på Sengeløse Skole med lidt for mange elever til to spor.
Forinden har 71 forældre til de kommende 0. klassers elever været på barrikaderne og sendt et åbent brev til hele byrådet, hvor de i samlet flok giver udtryk for deres konkrete bekymringer og undren med udsigten til mulig dispensation til større klasser. Helt kort ønsker de helst en løsning med et tredje spor.
- 71 forældre i Høje-Taastrup kræver i et brev til politikerne en ordentlig løsning for de kommende 0. klasser i Sengeløse.
- Forældre ønsker en tredje 0. klasse i stedet for klasser større end normalt på Sengeløse Skole.
- Politikere skal onsdag beslutte om dispensation til større klasser eller oprettelse af ny klasse.
- Udvalgsformand Kurt Scheelsbeck (K) undersøger en fjerde løsning med ekstra ressourceklasse.
- Forældre planlægger at overvære byrådsmødet onsdag aften for at høre beslutningen.
Derfor er de bekymrede
I almenklasser er det normale klasseloft på 26 elever, mens det i ressourceklasser er 20 elever. I Sengeløse vil der efter den nuværende plan blive oprettet én af hver type klasse på 0. årgang i skoleåret 2026/2027. Men i de to kommende 0. klasser er der pt. en situation, hvor der er 20 elever til en ressourceklasse og 28 elever til en almenklasse.
Hvad er en ressourceklasse?
Begrebet "ressourceklasse" bruges ikke officielt i den danske folkeskolelov, men optræder ofte som en lokal betegnelse for en mellemform mellem almenundervisning og specialundervisning.
Formålet med ressourceklasser er, at give elever med særlige behov (f.eks. faglige udfordringer, ADHD eller autisme) støtte i et trygt miljø, uden at de nødvendigvis bliver segregeret helt til en specialskole.
Der er ofte færre elever end i en almindelig klasse, og der er tilknyttet ekstra personale i form af lærere med specialpædagogiske kompetencer eller ressourcepersoner.
Og det falder ikke i god jord hos forældrene til de kommende elever, at deres børn kan havne i en klasse med 28 elever.
"At hæve klasseloftet til 28, vil i vores optik være en "letkøbt", uhensigtsmæssig og ustabil løsning, der ikke har børnenes trivsel, udvikling og dannelse som førsteprioritet," står der blandt andet i brevet fra forældregruppen, som også skriver, at de støtter inklusionsarbejdet og hele princippet om at have ressourceklasser.
Vigtigt med tryg skolestart
Initiativtageren til den fælles henvendelse fra forældrene er Amalie Eslau, der selv er mor til en dreng, som skal begynde i 0. klasse på Sengeløse Skole efter sommerferien.
- Vi synes, det er enormt vigtigt, at der er fokus på en tryg skolestart med de bedst mulige rammer for vores børn. Når man starter i skole, kan det virke voldsomt at gå fra at have én voksen pr. seks børn i børnehaven til en klasse med potentielt 28 elever, hvoraf noget af tiden vil være med en enkelt voksen, siger hun og fortæller, at forældrene endnu ikke ved, hvilken af de to nuværende klasser, deres børn placeres i.
Amalie Eslau peger på, at det i forvejen er lidt af en omvæltning for børnene at vænne sig til nye rammer og nye voksne og hele konceptet med at gå i skole.
- Der er jo god grund til, at det på nationalt plan er besluttet, at der skal dispensation til at oprette klasser med 28 elever, siger hun.
Hun og resten af forældregruppen håber, at politikerne som et absolut minimum tænker flere midler i form af flere voksne ind i en løsning, hvis man går med et forhøjet klasseloft.
- For på den måde vil det være muligt i højere grad at dele børnene op i mindre grupper i undervisningen, så de ikke skal forholde sig til så mange ad gangen, siger hun.
Men hun gør opmærksom på, at man i Sengeløse i forvejen er snublende tæt på at nå den 29. tilflyttende elev til den ene klasse, der under alle omstændigheder udløser et tredje spor. Så derfor vil det i hendes optik være naturligt allerede nu at tænke i oprettelse af en tredje klasse.
Efter afsendelse af deres brev, har forældregruppe ikke hørt fra politikerne, men Amalie Eslau ved, de har modtaget brevet, for det har kommunen kvitteret for.
I institutions- og skoleudvalget har politikerne valgt at undlade at stemme om sagen, og Økonomiudvalget har udskudt deres beslutning. Begge dele er usædvanligt.
Samme dag som byrådsmødet vil der blive afholdt et ekstraordinært Økonomiudvalgsmøde, hvor sagen bringes op inden den endelige beslutning i byrådet. Det er der en særlig grund til.

En fjerde løsning er i spil
En af dem, der har læst forældrenes brev og er godt inde i sagen, er Kurt Scheelsbeck (K), som er formand for institutions- og skoleudvalget i Høje-Taastrup.
Han fortæller, at der i øjeblikket arbejdes på en fjerde løsning, som er hans personlige favorit i den opståede situation.
Men at det ikke er sikkert, at den er gangbar eller kan nås - og derfor kan det stadig ske, at byrådet må vælge mellem de tre allerede kendte løsninger.
De tre muligheder
Der er lavet et notat, der fremhæver tre muligheder.
Model 1: Ressourceklassen justeres til at kunne optage op til 24 elever (heraf 4 res-
sourcebørn). Så vil der i de to 0. klasser kunne være hhv. 20 og 24 almenelever.
Der foreslås en trevoksen-ordning i ressourceklassen samt et ekstra lokale med henblik på
mulighed for fleksibel opdeling af ressourceklassen i mindre grupper efter behov.
Model 2: Der oprettes et tredje spor med en ekstra klasse. De 28 elever kan hermed forde-
les i 2 almenklasser. Modellen giver mulighed for indskrivning af elever fra andre skoledistrikter.
Model 3: Der gives dispensation for klassekvotient i almenklassen med op til 28 elever pga. ”særlige tilfælde”. Denne model er beskrevet i sagsfremstillingen.
Først lige inden byrådsmødet vil det stå klart, om der skal vælges mellem tre elle fire løsninger.
- Det her er en helt tosset sag, at skolen kommer i den her situation. Årsagen er, at det er besluttet af både administration og politikere, at der må indskrives op til 24 elever pr. klasse i god tid inden skolestart. I Sengeløse i år var der tidligt de 24 elever til almenklassen, men siden er der kommet fire elever mere til, som har ret til at gå på skolen. Derfor er vi nået op på de 28, og det går jo ikke, siger udvalgsformanden først.
Han fortæller, at det det er på hans opfordring, at en fjerde mulig løsning nu undersøges for den kommende 0. årgang på Sengeløse Skole. Den går på, at man i stedet for en ekstra almenklasse, opretter en ekstra ressourceklasse - fordi der her er et lavere klasseloft på maksimalt 20 elever. Det kræver dog, at der er ressourceelever nok til to klasser. Og det er dette, der undersøges af administrationen inden byrådsmødet.
- Der er almenbøn nok til tre spor i Sengeløses kommende 0. klasser. Men er det et ekstra ressourcespor, der oprettes, er antallet af elever ikke så højt som i en almenklasse, forklarer Kurt Scheelsbeck.
Det er dog snert med tiden. Og derfor er det foreslået at se på en løsning, hvor man giver lidt elastik rent tidsmæssigt til at finde nok elever til et ekstra ressourcespor.
- Hvis vi strækker den lidt, sådan at de potentielle ressource-elever kan komme ind i den ekstra klasse i løbet af det første skoleår, så kunne det være en løsning. Men det får vi først svar på lige inden byrådsmødet, så derfor er det for tidligt at sige noget om, hvorvidt den løsning er mulig, siger Kurt Scheelsbeck.
Han tilføjer, at der jo også kan være politiske holdninger, der går imod løsningen. Og derfor må de se tiden an til byrådsmødet.
Nogle af forældrene til de kommende elever på Sengeløse Skole har tænkt sig at møde op til byrådsmødet for at se og høre beslutningen. Byrådsmødet begynder klokken 18 på rådhuset.