Forsyningsvirksomheden Fors har gjort status på fjernvarmeprojektet i Holbæk by, hvor arbejdet fortsat er koncentreret om etape 1. Status viser, at der er interesse for projektet blandt både borgere og større varmeforbrugere, men at de konkrete tilmeldinger fortsat ligger meget langt under det nødvendige niveau.
Den 1. maj er skæringsdatoen for projektet i forhold til tilsagn om tilslutning, og med en tilslutningsprocent på kun 11,46 procent, er forudsætningerne for at gennemføre etape 1 som planlagt ikke til stede.
For at projektet kan realiseres, kræver det, at mindst 70 procent af varmegrundlaget, opgjort i kvadratmeter, tilslutter sig fjernvarmen. Tidligere har to af byens store boligselskaber afvist fjernvarmefrieriet fra Fors. Kommunen selv står for cirka 10 procent af de tilmeldte kvadratmeter og resten er tilmeldte privatejendomme eller virksomheder.
Læs også
- - Hvis ikke fjernvarme – hvad så, Jacob van Dijk?
- Sidste udkald for fjernvarme i Holbæk by
- - Kom med forslag i stedet for at smide direktøren under bussen
- - Fjernvarme i Holbæk Kommune vil blive rasende dyrt for forbrugeren
- Forkert information risikerer at stå i vejen for en stabil og fremtidssikret varmeløsning i Holbæk by
Øget interesse er ikke nok
Ifølge Fors er der dog en tydelig og stigende interesse for projektet, hvilket blandt andet ses i høj deltagelse ved informationsmøder og øget brug af det tilgængelige informationsmateriale.
Fjernvarmechef i Fors, Jens Ole Pihl-Andersen, hæfter sig i en pressemeddelelse ved den store nysgerrighed blandt borgerne.
- Vi har holdt nogle meget velbesøgte informationsmøder og varmecaféer, hvor vi har præsenteret projektet og svaret på mange spørgsmål. Samtidig kan vi se på vores data, at folk i høj grad orienterer sig i det materiale, vi har gjort tilgængeligt på vores hjemmeside. Det er meget positivt for os at se, uddyber fjernvarmechefen i en pressemeddelelse, som Fors har sendt ud fredag morgen.
Fjernvarme i Holbæk - 1. etape
For at gøre fjernvarmeudrulningen i Holbæk økonomisk rentabel kræves en samlet tilslutning på 70 procent i første etape. De forskellige aktører vægter følgende:
- Holbæk Kommune: 10 %
- Holbæk Sygehus (Region Sjælland): 10 %
- Lejeboliger under Lejerbo: 11 %
- Holbæk Boligselskab: 15 %
- Øvrige boligselskaber: 21 %
- Private boligejere og erhvervsejendomme: 33 %
I dag får omkring 90% af området stadig deres varme fra gas.
Der skal graves 26 km hoved- og gadeledninger og 10 km stikledninger
Samlet tilslutning skal nå mindst 70 % for at projektet kan realiseres.
Men interesse og nysgerrighed alene, er ikke nok. Der skal reelle tilmeldinger til, før en af Danmarks store gasbyer, kan omstille til en grønnere energikilde.
- Vi har konstruktiv dialog med flere af de store varmeforbrugere, der udgør størstedelen af projektets første etape, men interesse skal veksles til handling, hvis vi skal kunne gennemføre projektet, understreger Jens Ole Pihl-Andersen i pressemeddelelsen.
S-profil håber stadig
Det er Holbæk Kommune, der som myndighed skal tage stilling til, hvordan fjernvarmeprojektet skal håndteres fremadrettet.
Ifølge formanden for klima-, miljø- og naturudvalget, Jarl Falk Sabroe (S), spiller fjernvarme en central rolle i kommunens grønne omstilling, men projektet afhænger af opbakning fra både borgere og virksomheder.
- Fjernvarme er et fælles projekt, og det kræver, at tilstrækkeligt mange vælger at være med, så vi har et stærkt fundament for at realisere projektet. Sådan ser det dog ikke ud i øjeblikket, men jeg håber bestemt, at vi kan nå i mål med etape 1 og starte udrulningen af fjernvarme i Holbæk by,” siger politikeren i pressemeddelelsen fra Fors.
Fra gas til fjernvarme i Holbæk
Holbæk Kommunes klimamål om er at reducere udledningen af CO2 med mindst 70 procet i år 2030
Af Holbæk Kommunes Strategisk Varmeplan 2022-2030 er der tillige en målsætning om fossilfri varmeforsyning.
Holbæk by er i kommunens strategiske varmeplan udlagt til fjernvarme
I 2023 fik Fors A/S grønt lys til 1. etape i den plan, der i seks etaper skulle forvandle Holbæk fra en gasby til en fjernvarme-opvarmet by.
Udregningerne viser, at der er brug for mindst 70 procent tilslutning til fjernvarmen i hver etape, førend det er økonomisk rentabelt at udrulle det.
Beslutning i juni
Sagen skal behandles politisk i kommunalbestyrelsen i juni 2026, hvor der skal tages stilling til rammerne for det videre arbejde med fjernvarmeprojektet hos Fors.
Tidligere i år måtte Fors og kommunen skrinlægge udrulningen af fjernvarme i Svinninge og Tølløse, da kun 1-2 procent af borgerne havde tilmeldt sig.