To nye festivalscener har fået deres navne

Festival håber, nye navne til scener vil gøre det lettere at huske, hvor de ligger.

Den nye scene Fauna overtager Avalons placering, men er størrelsesmæssigt mere som Gaia med en kapacitet på 2000.

Den nye scene Fauna overtager Avalons placering, men er størrelsesmæssigt mere som Gaia med en kapacitet på 2000.

Foto: Roskilde Festival

I efteråret meddelte Roskilde Festival, at der til 2026-udgaven ville komme to nye scener, mens der blev sagt farvel til Avalon, Gaia og Apollo.

Festivalen kan nu fortælle, at navnene på scenerne bliver Fauna og Lagune.

Fauna kommer til at overtage Avalons placering og bliver en teltscene med plads til 2000 i stil med den nedlagte Gaia.

Avalon havde en kapacitet på 5000, så den nye scene kommer til at give de grønne omgivelser mere plads, og det er da også festivalens håb og grunden til valget af navn.

- Vores ambition er, at de grønne trærækker og oaserne i området kan sætte mere fokus på det intime. Vi vil gerne skabe et åndehul og gøre ro og nærvær til en integreret del af festivaloplevelsen, siger Roskilde Festivals musikchef Thomas Sønderby Jepsen.

Scene med benspænd

Fans af Avalon behøver dog ikke at sørge over tabet, for teltscenen får i stedet Apollos placering og omdøbes til Lagune.

Det nye er, at scenen skal bruges under hele festivalugen, dvs. også under First Days, hvor nye og mindre kendte nordiske navne spiller.

Nye scener på Roskilde Festival

Apollo: Nedlægges helt.

Avalon: Flytter til Apollos placering og får navnet Lagune. Vil blive brugt alle syv dage, men kan skaleres ned under First Days.

Gaia: Flytter til Avalons placering og får navnet Fauna.

Orange Scene: Indvies i 2026 i en ny og større udgave.

Arena, Eos og Gloria: Ingen ændringer.

Kilde: Roskilde Festival

For nogle af dem vil et telt med plads til 5000 være lidt overvældende, så festivalen arbejder på en skalerbar løsning, hvor scenen kan gøres mindre uden, at det for eksempel går ud over lyden.

- Det er et benspænd, vi har givet os selv, og vi er ikke helt i mål endnu, for vi vil give vores artister og deltagere den bedst mulige oplevelse, siger Thomas Sønderby Jepsen.

Avalon skifter navn til Lagune og flyttes hen til det sted, hvor den nedlagte scene Apollo lå. Lagune vil være i brug i hele festivalugen og kan gøres mindre under First Days.
Avalon skifter navn til Lagune og flyttes hen til det sted, hvor den nedlagte scene Apollo lå. Lagune vil være i brug i hele festivalugen og kan gøres mindre under First Days. Foto: Roskilde Festival

Hjælp til publikum

Fauna og Lagune blev valgt som navne, fordi de både fungerer på dansk og engelsk, og fordi festivalen håber, at de vil gøre det lettere for publikum at huske, hvor scenerne ligger på pladsen.

- Navnene skal gerne associere til landskabet og omgivelserne og skabe en identitet for området, siger Thomas Sønderby Jepsen, som dog ikke har følt trang til at give scener som Eos og Gloria nye navne i samme ombæring.

Læs også

- Nej, vi skifter kun navn, hvis vi laver markant om på en scene eller dens profil, siger han.

Roskilde Festival 2026 byder på en ny og større udgave af Orange Scene, og den beholder også sit navn.

Roskilde Festival har lavet denne illustration af den ny Orange Scene, der bliver 30 procent større, men ellers ligner den gamle udgave.
Roskilde Festival har lavet denne illustration af den ny Orange Scene, der bliver 30 procent større, men ellers ligner den gamle udgave. Foto: Roskilde Festival

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...