Roskilde Festival dropper plan for ny Orange Scene

Roskilde Festival er blevet klogere, når det gælder fremtiden for sin hovedscene.

Ice Spice var blandt de kunstnere, der optrådte på Orange Scene i 2024.

Ice Spice var blandt de kunstnere, der optrådte på Orange Scene i 2024.

Foto: Kim Rasmussen

Det har længe været planen, at Roskilde Festival skal have en ny Orange Scene. Det har også været planen, at det i forhold til de tidligere udgaver skulle være en permanent scene, men nu har festivalen ændret holdning.

Oprindeligt skulle den ny, permanente Orange Scene være taget i brug allerede i år, men i januar meddelte festivalen, at opførelsen var udskudt til 2026, og nu er den plan helt lagt i skuffen.

I stedet vil den kommende scene, som indvies næste år, blive en teltkonstruktion lige som de hidtidige hovedscener.

- Vi har brugt flere år på at finde den rigtige løsning og har været igennem mange forskellige idéer og overvejelser. Undervejs er vi blevet klogere på, hvad der faktisk giver mening i vores virkelighed. Den endelige løsning med en midlertidig scene er langt mindre kompleks end den permanente konstruktion, langt mere fleksibel og ligger i naturlig forlængelse af den midlertidige måde, som vi i mange år har bygget scener og skabt festival på. Det er en enkel og stærk løsning, som frem for alt giver os langt bedre muligheder for at tage imod fremtidens store navne med ambitiøse sceneshows i forhold til i dag, forklarer Roskilde Festivals administrerende direktør Signe Lopdrup i en pressemeddelelse.

Roskilde Festival har droppet planen om at opføre en permanent scene på Dyrskuepladsen og går tilbage til den velkendte løsning med en teltkonstruktion.
Roskilde Festival har droppet planen om at opføre en permanent scene på Dyrskuepladsen og går tilbage til den velkendte løsning med en teltkonstruktion. Foto: Roskilde Festival

Ifølge Roskilde Festival vil den kommende Orange Scene blive en nyfortolkning af det ikoniske design med den orange teltdug og de karakteristiske buer, som har været festivalens vartegn siden 1978. 

Den nuværende teltkonstruktion er fra 2001, og de seneste år har vist, at der er behov for en opgradering, fordi koncertproduktionerne bliver større og større.

Undervejs er vi blevet klogere på, hvad der faktisk giver mening i vores virkelighed.

Signe Lopdrup, Roskilde Festival

Scenerummet under teltet på den nye scene bliver cirka 30 procent højere end på den nuværende scene. Udvidelsen giver dermed bedre plads til scenografi, lys, lyd og tekniske løsninger.

Festivalens byggeplaner for den permanente scene var ellers godkendt af politikerne i Roskilde Kommune, selv om Roskilde Dyrskue udtrykte skepsis i høringsprocessen.

Dyrskuet frygtede, at scenen ville blive for stor og voldsom, men nu behøver de ikke længere have den bekymring.

Sådan skulle den permanent scene have set ud, når den blev beklædt med den orange teltdug.
Sådan skulle den permanent scene have set ud, når den blev beklædt med den orange teltdug. Foto: Roskilde Festival

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...