Mange Egedal-borgere mødte i går torsdag op med kort varsel og gav blod i Den Mobile Blodbank. De gjorde de for at sikre, at der var nok blod til de tilskadekomne fra togulykken ved Hillerød. Det får nu blodbanken til at sende en stor tak til borgerne.
Den Mobile Blodbank besøgte efter planen Stenløse Kulturhus i går eftermiddag og aften. Grundet den voldsomme togulykke ved Hillerød tidligt om morgenen havde blodbanken ringet ekstra ud til bloddonorer, der ikke havde booket en tid for at høre, om de havde mulighed for at komme.
Læs også
- Alle tilskadekomne efter togulykke er uden for livsfare
- Frivillige og psykologer tog hånd om passagererne fra togulykken
- Ti personer er fortsat indlagt efter togulykke i Nordsjælland
Det betød, at rigtig mange ekstra mødte op udover alle dem, der havde booket en tid. I alt fik blodbanken tappet 124 portioner blod.
Mia Vaupel Bojsen, som står for planlægning i Den Mobile Blodbank, siger:
- Borgerne i Egedal er gode til at støtte op om den vigtige sag at sikre blod til patienterne i hele regionen. Det viste borgerne i den grad i går. I har været med til at sikre, at de borgere, der kom til skade i går, havde mulighed for at få blod nok til den behandling, de måtte have brug for.
Den Mobile Blodbank kommer tilbage til Egedal den 4. maj klokken 14.00 til 18.20, hvor man kan blive tappet i Smørum Kulturhus på adressen Flodvej 68 i Smørum. Er man ikke donor endnu, kan man tilmelde dig hos Bloddonorerne Danmark.