Sorø får en ny litteraturfestival, når Sorø Litteraturfestival for første gang afholdes søndag den 7. juni 2026.
- Sorø Litteraturfestival afholdes første gang søndag den 7. juni 2026.
- Festivalen er et samarbejde mellem lokale kulturinstitutioner og Sorø Kommune.
- Publikum inviteres til aktiv deltagelse i litteratur og natur.
- Festivalen starter på Sorø Station og fortsætter til Feldskov Have.
- Billetter inkluderer aftensmåltid og kan købes på Sorø Biblioteks hjemmeside.
Det oplyser arrangørerne i en pressemeddelelse.
Festivalen er blevet til i et samarbejde mellem Sorø Bibliotek, Feldskov Have, Skotte & Stentoft, Sorø Kunstmuseum, Bog & Idé Sorø og Sorø Kommune.
Oplevelsen "skabes sammen med publikum"
Ifølge arrangørerne adskiller Sorø Litteraturfestival sig fra traditionelle litteraturfestivaler ved at invitere publikum aktivt ind i oplevelsen.
Festivalen er bygget op som en bevægelse fra by til natur, hvor litteraturen udfolder sig i samspil med landskabet og de mennesker, der deltager.
- Vi ønsker en festival, hvor litteratur og natur bliver levende og smelter sammen i én sanselig oplevelse, der sætter sig i folk. Vores bud på en sådan oplevelse er at lade festivaldeltagerne være medskabere af en dag fuld af fælles inspiration fra stedet og litteraturen, fortæller Cille Melgaard, Rose Gaihede og Søren Lagoni, der står bag festivalen. De fortsætter.
- Vi bringer tidens stærke litterære stemmer ud, hvor Sorøs gamle træer hvisker, ud hvor nye indtryk og forståelser for vores liv kan spire midt i mulden.
Fra station til regenerativt landbrug
Festivalen er bygget op som en bevægelse fra by til natur, hvilket også afspejler sig i programmet.
Festivalen begynder nemlig på Café Skotte & Stentoft på Sorø Station og fortsætter derefter til fods gennem skoven til festivalpladsen på det regenerative landbrug Feldskov Have ved Sorø Sø.
- Her vil naturen på en gang være tema og ramme for en dag med litteratur, samtaler, kunst, workshops og fællesspisning, lyder det i pressemeddelelsen.
Stærke litterære stemmer
Blandt de medvirkende forfattere, man kan opleve, er Charlotte Weitze, Josefine Klougart, Madame Nielsen og Victor Boy Lindholm.
- De fortæller om naturens rolle i deres litteratur – og i vores samtid, lyder det i pressemeddelelsen.
Derudover vil publikum opleve kunstoptræden ved Regitze Engelsborg Karlsen, workshops med plantecroquis, skrivning og madkunst samt fællesspisning.
Billetterne, der inkluderer et aftensmåltid, kan købes i forsalg på Sorø Biblioteks hjemmeside. Festivalen, der varer fra 12-21, har modtaget støtte fra Sorø Kommunes Pulje til kulturelle formål.