LEX, Danmarks Nationalleksikon, inviterer til livestreamet konference om kunstig intelligens og viden i et digitalt samfund. Konferencen finder sted i Hi-hatten, Kulturhus Trommen i Hørsholm, 28. april kl. 15 til 17.30.
LEX ønsker at give deltagerne indsigt i, hvordan søgemaskiner og kunstig intelligens fungerer, og hvordan vidensinstitutioner arbejder med de udfordringer og muligheder, som ny teknologi skaber.
Konferencen adresserer de forandringer, avancerede samtalerobotter og algoritmer medfører, når det gælder informationssøgning og formidling af viden.
Store sprogmodeller leverer oversættelser, opsummeringer og spørgsmål-svar, men brugernes adgang til kildeinformation bliver ofte skjult, og det kan give problemer med både pålidelighed og kildeangivelse.
Videnssites og medier oplever desuden faldende trafik, mens AI-drevne chatbotter fastholder brugernes opmærksomhed.
Arrangørerne spørger, hvad udviklingen betyder for kvaliteten af den viden, der cirkulerer, og for de institutioner, der har ansvar for at sikre, at information er troværdig.
På konferencen rettes opmærksomheden mod behovet for løsninger, der tager højde for dansk kultur og kvalitetssikring, samt diskussionen af samfundets ansvar for at sikre demokratiske værdier og lige adgang til information.
Deltagelse er gratis, og alle interesserede er velkomne.
Læs også
- Ny fodboldklub ser dagens lys i Hørsholm
- Børn var med til samle over 100 kilo affald i Hørsholm
- Nye skolebestyrelser skal vælges: - Få indflydelse på dit barns skolegang
- Lokalt advokatfirma fejrer 20 år med åbent hus
- Sparekniven skal svinges igen: Politikere tvinges til at genåbne budgetaftale og skære 18 millioner