Skimmelsvamp holder havnebadets sauna og omklædning lukket på ubestemt tid

Vinterbadere må ty til saunavogne resten af sæsonen.

De indendørsfaciliteter i Frederikssund Havnebad er blevet ramt skimmelsvamp, og det har taget længere tid end først antaget at få løst problemerne.

De indendørsfaciliteter i Frederikssund Havnebad er blevet ramt skimmelsvamp, og det har taget længere tid end først antaget at få løst problemerne.

Foto: Birgitte Masson

Godt halvandet år efter åbningen af det 30 millioner kroner dyre havnebad i Frederikssund, blev de indendørsfaciliteter, som sauna, omklædningsrum og læringsrum, lukket på grund af skimmelsvamp for godt to måneder siden. Håbet var i første omgang, at rummene ville åbne efter en månedstid, men sådan gik det ikke.

Faciliteterne åbner heller ikke lige foreløbig. Centerchef for Kultur, Fritid og Ungeliv i Frederikssund Kommune, Anders Munch Skovgren oplyser, at status lige nu er, at entreprenøren har skilt rummene ad, skimmelsvampen er fjernet, og nu skal det sidste tørre.

- Og så skal vi have lavet en analyse på, hvorfor problemet er opstået, så det ikke opstår igen. Der skal vi have fagfolk på, siger Anders Munch Skovgren.

Lukningen af omklædningsrum og sauna er især træls for vinterbadeklubberne midt i deres højsæson. Klubberne har dog fået lov til at sætte saunavogne op i weekenderne på den lille parkeringsplads ved havnebadet.

- Ud på foråret slutter sæsonen for vinterbaderne, og så skal vi finde den bedste løsning. Hellere det end at vi skynder os at blive færdige til 1. juni, hvor ingen bruger det, siger Anders Munch Skovgren og forklarer, at nu bliver der brugt lidt mere tid til at løse problemerne, og så kan det hele være klar, når vinterbaderne begynder den næste sæson.

Da havnebadet endnu ikke er fyldt to år, er det indenfor garantien. Anders Munch Skovgren forventer derfor, at det ikke vil give udgifter til kommunen, men at det bliver klaret af entreprenøren.

Han påpeger, at det kun er de indendørsfaciliteter, der er lukket. Selv havnebadet er åbent.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...