Åbent valgmøde - råd skal finde nye stemmer til fritids- og kulturlivet

Hørsholm Fritids- og Kulturråd, som har siddet de sidste fire år: Stående forrest formand Jerry Ritz, næstformand Fie Smith (nu valgt til kommunalbestyrelsen og afløst af Christian Wikström) og bagerst fra venstre Bernadette Folmann, Hans Christian Bjerg, Kjeld Sivertsen og Louise Rosenvold (nu erstattet af suppleant Lene Laursen). Fraværende er Jørgen Eirfeldt og Peter Stærmose.

Hørsholm Fritids- og Kulturråd, som har siddet de sidste fire år: Stående forrest formand Jerry Ritz, næstformand Fie Smith (nu valgt til kommunalbestyrelsen og afløst af Christian Wikström) og bagerst fra venstre Bernadette Folmann, Hans Christian Bjerg, Kjeld Sivertsen og Louise Rosenvold (nu erstattet af suppleant Lene Laursen). Fraværende er Jørgen Eirfeldt og Peter Stærmose.

Foto: Ib Fagerlund

Har du lyst til at få indflydelse på kultur- og fritidsområdet i Hørsholm, så er det med at møde op, når der på onsdag den 25. marts er åbent valgmøde kl. 19.00 i Spies-salen i Kulturhus Trommen. 

Alle er velkomne – både hvis du vil opstille til rådet, og hvis du vil stemme på din kandidat, der skal repræsentere gruppen af ’øvrige kulturelle foreninger’ eller ’de selvorganiserede’ i Hørsholm Kommunes Fritids- og Kulturråd i den kommende valgperiode 2026-2029.

De to repræsentanter samt suppleanter for disse vælges blandt de fremmødte på valgmødet, og alle borgere med bopæl i Hørsholm har stemmeret, fremgår det af en pressemeddelelse fra Hørsholm Kommune.

Jerry Ritz, der er formand for Fritids- og Kulturrådet, glæder sig til at møde både kandidater til de to pladser i rådet og nysgerrige borgere.

- Hørsholm har et levende kultur- og fritidsliv, som kun bliver stærkere, når flere engagerer sig. Vi håber, at både nye ansigter og erfarne kræfter møder op. Jo flere perspektiver vi får ind, jo bedre kan vi udvikle området sammen, siger han.

Det laver Fritids- og Kulturrådet

Fritids- og Kulturrådet er et brugerråd på kultur- og fritidsområdet, på linje med seniorrådet og idrætsrådet. 

Rådet repræsenterer området bredt og mødes fire-seks gange årligt. Her får medlemmerne bl.a. indblik i kommunens kultur- og fritidsliv og får mulighed for at påvirke udviklingen.

Fritids- og Kulturrådet bliver fx hørt i forhold til bevillinger fra kommunens puljer på kultur- og fritidsområdet, prioriteringer og budgetter på kultur- og fritidsområdet.

De er otte medlemmer af Fritids- og Kulturrådet, og de repræsenterer kunstforeningerne i Hørsholm, Museumsforeningen for Hørsholm omegn, øvrige kulturelle foreninger, de folkeoplysende forbund (aftenskolerne), spejdergrupper og friluftsforeninger samt de selvorganiserede.

Udover formand Jerry Ritz (Kulturforsyningen) sidder Bernadette Folmann (FOF), Hans Christian Bjerg (Museumsforeningen), Kjeld Sivertsen (Aktiv Kunst), Lene Laursen (Spejdergrupperne),  Jørgen Eirfeldt (LOF Øresund), Christian Wikström (de selvorganiserede) og Peter Stærmose (Hørsholm Biavlerforening).

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...