I måneder har Sjællandske Nyheder afdækket, hvordan helt almindelige fraflytninger i almene boliger har udviklet sig til økonomiske mareridt for lejerne. Skyhøje fraflytnings-regninger har efterladt familier i både frygt og frustration. Nu har Beboerklagenævnet givet flere beboere medhold i deres klager over Vores Bolig. Nævnet kritiserer uklare og mangelfulde fakturaer – og flere af regningerne er nu blevet markant reduceret. Men ifølge direktør i Danske Lejere, Jørgen Dyrholm Jensen, er nævnets afgørelser langt mere end en rettelse af enkelte fejl.
- Danske Lejere kritiserer Vores Bolig for at levere høje fraflytningsregninger op til 90.000 kroner.
- Beboerklagenævnet har givet flere beboere medhold og reduceret regningerne betydeligt.
- Jørgen Dyrholm Jensen fra Danske Lejere ser afgørelserne som en kritik af Vores Boligs uigennemsigtige praksis.
- Nævnet kritiserer uklare fakturaer og sammenfald mellem interne ansatte og eksterne leverandører.
- Jørgen Dyrholm Jensen opfordrer Vores Boligs bestyrelse til at tage ansvar og ændre deres procedurer.
Han ser afgørelserne som en tydelig kritik af en praksis i Vores Bolig, der ifølge ham gennem flere år har været uigennemsigtig, uforsvarlig og i strid med almindelige forventninger til ordentlig forvaltning af lejernes penge.
De forhold, der er afdækket i Vores Bolig, er så usædvanlige, at nævnet har fundet det nødvendigt at markere, at regningerne ikke blot var urimelige – de var helt uden for, hvad man kan forvente af en almen boligorganisation.
Jørgen Dyrholm Jensen - direktør i Danske Lejere
- I de fleste boligorganisationer er det en selvfølge, at beboerklagenævnene kan have tillid til de regninger, der fremlægges i forbindelse med fraflytning. Nævnets rolle er normalt at vurdere, hvilke arbejder der med rette kan kræves betalt af lejeren – ikke at skulle gennemskue interne sammenfald, uklare leverandørforhold eller mistænkelige prisniveauer, siger Jørgen Dyrholm Jensen og fortsætter:
- Men i denne sag har nævnet været nødt til at gå langt videre. De forhold, der er afdækket i Vores Bolig, er så usædvanlige, at nævnet har fundet det nødvendigt at markere, at regningerne ikke blot var urimelige – de var helt uden for, hvad man kan forvente af en almen boligorganisation. Sammenfald mellem interne ansatte og eksterne leverandører er ikke blot dårlig praksis. Det underminerer tilliden til hele organisationens integritet.
Uacceptabel praksis
Det er ifølge Jørgen Dyrholm Jensen derfor ikke nok, at organisationsbestyrelsen 'noterer sig' afgørelserne. Bestyrelsen bærer det overordnede ansvar for, at procedurerne er lovlige, gennemsigtige og fri for interessekonflikter. Han mener, at når nævnet så tydeligt påpeger, at praksis har været uacceptabel, er det et tegn på, at bestyrelsen ikke har levet op til sit ansvar.
Boligselskab lider sviende nederlag: Store fraflytningsregninger var ulovlige
- Det vil glæde os, hvis organisationsbestyrelsen for Vores Bolig nu forholder sig grundigt til, hvad afgørelserne faktisk fortæller dem. Dernæst bør der udarbejdes klare beskrivelser af arbejdsgange, som bestyrelsen kan stå inde for over for organisationens repræsentantskab. For det er netop organisationsbestyrelsen, der har det overordnede ansvar og derfor bør tage afgørelser som disse meget alvorligt, siger Jørgen Dyrholm Jensen.
Han roser de lejere, der tog kampen:
- Stor ros til de lejere, der fik bragt sagerne for beboerklagenævnet. De har ikke blot vundet deres egne sager. De har afsløret et systemisk problem, som nu ikke længere kan ignoreres. Uden deres indsats ville disse forhold blive ved med at fortsætte.