Siden endnu en brand sent søndag aften blussede op i et af Denova Recyclings affaldsoplag - den anden på en måned - har der været stille fra affaldssorteringsvirksomheden i Frederiksværk. Men nu bryder Denova Recycling radiotavsheden.
Det sker i en pressemeddelelse sendt til Sjællandske Nyheder onsdag formiddag, hvor virksomheden både lover store ændringer og udtrykker stor beklagelse.
- DeNova ændrer driften efter to brande på en måned, senest opdaget søndag aften kl. 23.05.
- Brande medførte kraftig røgudvikling og midlertidig nedlukning i Frederiksværk.
- DeNova vil ikke længere opbevare store affaldsfraktioner og modtager kun mængder, der kan håndteres straks.
- Foreløbig vurdering peger på selvantændelse i et lithium-batteri som brandårsag.
- DeNova indleder samarbejde med Teknologisk Institut og dialog med Halsnæs Kommune om sikkerhedsforanstaltninger.
- DeNova ApS beklager dybt den brand, der opstod på virksomhedens plads på Havnevej 25 i Frederiksværk søndag den 1. marts, og den betydelige påvirkning, hændelsen har haft for byen, borgerne og lokalområdet, lyder det i pressemeddelelsen.
Branden, der er den anden indenfor blot en måned, blev ifølge DeNova opdaget søndag aften kl. 23.05. Virksomheden alarmerede straks beredskabet og indkaldte samtidig alt disponibelt mandskab. Slukningsarbejdet fortsatte gennem hele natten og mandagen, og branden var endeligt slukket kl. 14.50.
Fra det øjeblik branden opstod, samarbejdede DeNova tæt med beredskabet om at håndtere situationen og begrænse konsekvenserne.
I pressemeddelelsen kalder Denova det et 'omfattende og alvorligt hændelsesforløb', og virksomheden anerkender fuldt ud, at branden har skabt bekymring, utryghed og frustration blandt mange borgere. Den kraftige røgudvikling og den midlertidige nedlukning af dele af byområdet har haft mærkbare konsekvenser for mange mennesker i Frederiksværk.
Det tager DeNova meget alvorligt:
- Vi forstår fuldt ud den bekymring og utryghed, som branden har skabt i Frederiksværk. Når en hændelse hos os påvirker byen i så høj grad, forpligter det os til at reagere tydeligt og ansvarligt, siger Michael Pedersen, direktør i DeNova.
Læs også
- Virksomhed meldt til politiet efter skrotbrand
- Pernille tog på hospitalet efter skrotbrand: - Hvor meget skal man gå i panik?
- Helikopter sat ind mod skrotbrand - det er første gang i Danmark
- Godt nyt fra skrotbrand: - Intet tyder på en særlig giftig røg
- Røg fra skrotbrand ligger tungt over dele af byen - nu reagerer rådhus og gymnasium
DeNova ændrer driften permanent
Halsnæs Kommune har siden branden haft et tilsyn på besøg på virksomheden, og flere politikere har luftet ønske om at se nærmere på miljøgodkendelser og begrænsninger for oplag.
- Intet tyder på, at DeNova i forbindelse med branden har handlet i strid med virksomhedens gældende godkendelser, men det står samtidig klart, at hændelsen har alvorlige konsekvenser for omgivelserne, lyder det endvidere i pressemeddelelsen, der ligeledes informerer om, at DeNova efter en grundig intern evaluering besluttet at gennemføre en permanent ændring af driften på Havnevej 25.
Fremover vil der ikke være mellemoplag af større affaldsfraktioner på adressen Havnevej 25 i Frederiksværk.

Det betyder konkret, at virksomheden fremadrettet alene vil modtage mængder, der kan sorteres og håndteres med det samme og derefter kan køres væk, uden at materialerne ophobes på pladsen over tid.
Formålet med denne ændring er at reducere risikoen for ophobning af materialer, som under visse omstændigheder kan udvikle varme eller brændbarhed.
Der er således tale om en væsentlig driftsmæssig ændring, som gennemføres med det formål at minimere risikoen for, at en lignende hændelse kan opstå igen:
- Vi ændrer nu driften, fordi vi tager hændelsen meget alvorligt, og fordi vi ønsker at mindske risikoen mest muligt fremadrettet. Det er vigtigt for os, at der bliver fulgt ansvarligt op med konkrete handlinger, siger Michael Pedersen.
Foreløbig vurdering af brandårsagen
Den foreløbige vurdering er, at branden kan være opstået som følge af selvantændelse i et lithium-batteri. Det er en kendt og generel risiko ved modtagelse af blandet jern- og metalskrot, hvor enkeltkomponenter i affaldsstrømmen i visse tilfælde kan indebære brandfare, hvis de ikke er sorteret korrekt.
Det ændrer ikke ved det centrale forhold, at branden har haft en betydelig påvirkning uden for virksomhedens område, og at hændelsen derfor kræver en tydelig og ansvarlig opfølgning.
- Vi har derfor også kontaktet Teknologisk institut med henblik på at indgå et samarbejde med en projektgruppe som vil forske i området omkring de voksende problemer i branchen med lithium-batterier, skriver DeNova i pressemeddelelsen.
Opfølgning og dialog med myndighederne
DeNova har haft og fortsætter en tæt og konstruktiv dialog med Halsnæs Kommune, som er virksomhedens tilsynsmyndighed.
- Kommunen er orienteret om den ændrede driftsmodel, og DeNova vil samarbejde tæt med myndighederne om eventuelle yderligere initiativer, der kan bidrage til at styrke sikkerheden fremover. For virksomheden er det afgørende, at der ikke alene reageres på den konkrete brand, men at hændelsen også fører til konkrete læringspunkter og relevante ændringer i den fremadrettede drift, lyder det fra DeNova, der slutter med at sende en stor tak for indsatsen med at få slukket branden:
- DeNova ønsker at rette en stor og oprigtig tak til beredskabet for en hurtig, professionel og effektiv indsats under et krævende og langvarigt forløb.
Virksomheden ønsker samtidig at takke sine medarbejdere, som mødte ind midt om natten og arbejdede utrætteligt gennem hele hændelsesforløbet. Deres indsats gjorde en væsentlig forskel i en alvorlig situation.