Sent søndag aften brød et skrotoplag med blandt andet lithium-batterier i brand på stålvalseværksområdet i Frederiksværk, og det kan dagen derpå mærkes og ses i dele af byen.
I Frederiksværk centrum ligger den giftige røg nærmest som en tåge. Det gælder blandt andet omkring rådhuset og Frederiksværk Gymnasium & HF, som mandag morgen tager konsekvensen af den omfattende røg.
- Det er voldsomt i visse dele af Frederiksværk-området. Så voldsomt at man kan mærke det fysisk, hvis man opholder sig i området. Derfor ser vi ikke anden løsning end at lukke ned for rådhuset og borgerservice, siger Martin Kjellberg Ishøy, Leder af Ledelsesbetjening og Kommunikation i Halsnæs Kommune.
Det betyder, at alle medarbejdere er sent hjem, og alle aftaler på rådhuset og i borgerservice er aflyst. Der kan heller ikke brevstemmes - her henvises til Hundested.
Nødt til at reagere
På gymnasiet har rektor Peter Brink hele morgenen været i tæt kontakt med politiet, og den oprindelig melding var oprindeligt, at man godt kunne åbne.
- Men vi er nødt til at reagere på det her. Vi har nu meldt ud, at alle der ikke er mødt op, skal blive hjemme. Alle der er på skolen, skal blive indendørs, indtil de kan blive hentet i bil, eller røgen er væk, siger Peter Brink.
Politiet forventer, at brandslukningen vil forsætte det meste af mandagen og opfordrer alle borgere til at holde sig indendørs eller holde sig væk fra brandrøgen, lukke døre, vinduer og ventilation.
Hvis der opstår ubehag grundet røgen fra branden, skal man ringe 1813.
Læs også
- Politi ved voldsom brand - hold jer inde
- Kraftig brand i lithium-batterier: Borgere bør blive indenfor
Det er anden gang på en måned, at der er brand i Denovas affaldsoplag på stålvalseværksområdet. Også i starten af februar rykkede beredskabet talstærkt ud til en skrotbrand.