Der bliver både energi, inderlighed og mulighed for at synge med, når Gentofte Gospel Choir gæster Humlebæk Kirke søndag den 22. marts klokken 15.
Det store gospelkor lover en festlig eftermiddag med en koncert, hvor både pop og gospel smelter sammen i et repertoire, der spænder fra rytmiske festnumre til mere følsomme og stemningsfulde gospelklassikere. Musikken skal ikke blot høres - den skal mærkes, lyder det fra koret, som også lægger op til, at publikum får mulighed for at synge med undervejs.
Et af Danmarks største gospelkor
Gentofte Gospel Choir hører til blandt landets største gospelkor med omkring 135 sangere fordelt på tre stemmegrupper. Koret har hjemme i Messiaskirken og optræder jævnligt rundt om i hele landet.
Ved koncerten i Humlebæk bliver det en mindre - men stadig kraftfuld - udgave af koret, der går på scenen. Omkring 35 sangere medvirker denne eftermiddag under ledelse af chefdirigent og solist Sara Broberg Jönsson, akkompagneret af korets faste pianist.
Erfaren dirigent og forsanger
Sara Broberg Jönsson er et velkendt navn i det danske musikmiljø. Foruden sit arbejde med gospelkoret er hun blandt andet forsanger i bandet The Billy Surfs og har desuden sunget sammen med flere af de største danske kunstnere.
Der er gratis adgang til koncerten i Humlebæk Kirke, og arrangørerne håber at se både gospelentusiaster og nysgerrige kirkegængere til en musikalsk eftermiddag.