Havde man fortalt støberiejer Hans C. Petersen, at de støv- og støjfyldte haller med mænd i kedeldragter og spruttende smeltedigler en dag ville blive et sted for fordybelse og fællesskab, havde han nok kløet sig i nakken.
- Støberihallerne i Præstø er blevet til et nyt kultursted, indviet med stor opbakning lørdag formiddag.
- Transformationen har omdannet de gamle industribygninger til bibliotek, borgerservice og lokalarkiv.
- Realdania By & Byg har stået for restaureringen, efter bygningerne blev købt for én krone fra kommunen.
- Borgmester Michael Seiding Larsen og bibliotekschef Henning Schmidt udtrykte taknemmelighed og stolthed over det nye samlingssted.
- Den historiske arv er bevaret med karakteristiske spor som grønne jernsøjler og køkkentapet.
Lørdag formiddag var der indvielse af Støberihallerne i Præstø, der er forvandlet til bibliotek, borgerservice og lokalarkiv.
Og det var noget af et tilløbsstykke. Da borgmester Michael Seiding Larsen (V) gik i gang med sin tale, kom folk stadig dumpende ind, enten fra porten i Adelgade eller fra den nye parkeringsplads og gangbroen over Tubæk Å på den anden side.
De, der stod med deres overtøj på indenfor, havde det næsten lige så varmt som dengang for 100 år siden, da der blev lavet stegepander og støbejernsvinduer i hallerne.
- Nu er der støbt et fundament for, at vi alle kan blive klogere, sagde bibliotekschef Henning Schmidt i sin tale.

Det er seks år siden, at Realdania By & Byg købte de gamle støberihaller af Vordingborg Kommune for én krone. Aftalen var, at Realdania By & Byg, et ejendomsselskab, som bevarer og udvikler dansk arkitektur og bygningsarv, skulle sætte bygningerne i stand og udleje dem til kommunen.
Hvor mange penge Realdania By & Byg har postet i restaureringen, ønsker direktør Peder Cederfeld ikke at oplyse. Men der er selvfølgelig tale om adskillige millioner kroner, og borgmester Michael Seiding Larsen var da også på kommunens vegne dybt taknemmelig.
- En stor tak til Realdania for at have skabt et smukt og indbydende samlingspunkt for borgerne i Præstø, lød det fra Michael Seiding Larsen.

Det har været noget af en mundfuld for Realdania By & Byg. Støberihallerne var nedslidte og forfaldne efter blandt andet at have huset jernstøberi, autoværksted og bilforretning.
Realdania By & Byg har genopført de dele af hallerne, som enten var nedrevet eller nedstyrtet, så i dag er alle hallerne der som for 100 år siden. Et større benspænd var også vandet fra stormfloden i efteråret 2023.
- Vi stod i vand til knæene - vel at mærke indenfor, sagde Peder Cederfeld i sin tale.
Om Støberihallerne
Opført i 1887
Indtil 1932 var der jernstøberi
I årene frem til 2000 blev bygningerne brugt til autoværksted, showroom og bilhandel.
I 2020 solgte Vordingborg Kommune bygningerne til Realdania By & Byg.
Realdania By & Byg overtog projektet med en mission om at bevare og sikre en vigtig bygningstype som i høj grad har været med til at bane vejen for det moderne danske samfund.
Realdania By & Byg har over 70 historiske ejendomme, som man lejer ud.
I arbejdet med at omdanne bygningerne har Realdania By & Byg bestræbt sig på at bevare de små og store spor af fortiden.
Det gælder blandt andet de grønne jernsøjler, man ser i den store sal, det savtakkede tag og det sjove køkkentapet på første sal, hvor der tidligere var kontor, men nu er tekøkken til medarbejderne.
- Alle disse lag af fortiden minder os om en del af Præstøs historie. Med restaureringen og nyindretningen af bygningerne har vi føjet et lag mere til bygningernes fortælling, sagde Peder Cederfeld.

Med Støberihallernes placering i handelsgaden har Præstø fået et nyt kultursted midt i byen. Noget borgmesteren også betonede i sin tale.
-Det vil skabe endnu bedre sammenhæng mellem bibliotek, borgerservice og butikslivet i Adelgade.