I efteråret blev åbningen af Præstøs nye bibliotek og kulturhus udskudt på ubestemt tid. Der var igen problemer - denne gang med gulvene, der ikke egnede sig til den fremtidige trafik af fødder i de gamle støberihaller. Nu er datoen sat. 21. februar bliver snoren klippet.
- Præstø Bibliotek og Borgerservice flytter, og vi kan næsten ikke få armene ned. Vi håber, vi har alle bøgerne med... og ja, også den ene der har været væk siden 2014, lyder det i et opslag på Facebook fra biblioteket.
I en pressemeddelelse glæder bibliotekschef Henning Schmidt sig til de nye rammer for inspiration, ro til fordybelse og fællesskab. Blandt andet får det nye bibliotek og kulturhus en sal med plads til foredrag, workshops og andre aktiviteter.
Gradvis nedlukning
Flytningen fra Lindevej 45 til Adelgade 18B betyder, at Præstø Bibliotek midlertidigt lukker fra mandag 5. januar til fredag 13. februar.
Borgerservice vil fortsat have åbent, men på biblioteket vil man kun kunne hente reserverede materialer og aflevere materialer, mens resten af biblioteket vil være lukket. Den begrænsede åbningstid vil være mandag-tirsdag 12-16, torsdag 12-17 og fredag 10-13.
Fra 14. til 20. februar vil både biblioteket og borgerservice være lukket uden mulighed for hverken at hente eller aflevere materialer. I den periode henvises brugerne til bibliotekerne i Lundby, Vordingborg og Stege.
Biblioteket holder officiel åbning lørdag 21. februar klokken 11 med taler og reception.
Flere års forsinkelse
Realdania By & Byg købte i slutningen af 2020 Støberihallerne af Vordingborg Kommune, der i flere år havde forsømt at vedligeholde bygningerne.
Støberihallerne blev solgt efter en udbudsrunde, hvor Realdania By & Byg var eneste budgiver. Industrihallerne blev solgt for en krone og med en forventning om, at renoveringen ville løbe op i 19 millioner kroner.
Dengang lød det, at kommunens lejekontrakt ville gælde fra 1. juli 2023, hvor man forventede at gå i gang med at indrette bibliotek, borgerservice og andre funktioner.
Sjældne bygninger
Industribygningerne husede oprindeligt Præstø Jernstøberi, der blev grundlagt i 1849 og ophørte i 1939. Herefter blev bygningerne indrettet til autoværksted og bilhandel.
Ifølge Realdania By & Bygs administrerende direktør Peter Cederfeld lå den slags industrianlæg i gamle dage i bymidter landet over. I dag er de fleste forsvundet, ombygget til ukendelighed eller flyttet uden for byerne.
Dog ikke i Præstø. Her har de gamle produktionshaller med savtakkede fabrikstag og sirligt udsmykkede støbejernssøjler overlevet og betegnes af Peter Cederfeld som "et sjældent intakt og sammenhængende, bynært industrianlæg fra 1800-tallet".
