200.000 kroner for et malet portræt på lærred af den nye borgmester. I Brøndby er der udbrudt kulturdebat om prisen for et nyt maleri, der skal hænge i kommunalbestyrelsessalen sammen med en række portrætter af de tidligere borgmestre. Kritikerne har ret - det er på høje tide at tage livtag med en tradition, der for længst har haft sin udløbsdato.
- Denne leder er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
- Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.
Kommunernes økonomi har ikke det store albuerum. Det mærker sjællænderne hver dag i den nære velfærd. 200.000 kroner er måske småpenge i et kommunalt budget. Alligevel er det et mærkeligt signal at spendere den sum på et maleri, der i hverdagen er forbeholdt et lille udvalg af kommunens borgere. I nabokommunen Hvidovre har man haft samme debat og her endte man med et ja til en portrætpris på 200.000 kroner, mens man i Albertslund bruger få hundrede kroner til ramme og tryk af fotografi.
Ideen om at træde ind i et rum og mærke en andægtighed eller noget mere højstemt, når man skal træffe vigtige beslutninger, er fin. Historiens vingesus om man vil. Den effekt kan man sagtens skabe på andre måder end gennem portrætter af ét enkelt menneske.
En kommunes fortælling og succes er i dag ikke kun båret af borgmesteren. Godt nok er borgmesteren stadig hovedansigtet på en kommune, men bag ved er der masser af andre lokalpolitikere og engagerede borgere, der får tingene til at rykke sig.
Det kommunale arbejde er også blevet moderne med samarbejde på tværs, og der er ofte mange fædre og mødre til en politisk sejr. Når kommunerne lader den centraliserede magt i form af portrætterne hænge lige netop der, hvor de vigtige diskussioner finder sted, er symbolikken ikke til at tage fejl af. Borgmesteren er som figur den vigtigste. Og magten ser mest af alt på sig selv, når den er samlet.
Hvorfor ikke lade væggene minde politikerne om dem, de egentlig arbejder for? Borgerne, vælgerne, ansigterne fra lokalmiljøet. De kunne hænge der i form af smukke fotos af dedikerede bysbørn. Eller malerier af de steder i kommunen, som alle er stolte af?
Det ville have en mere varig og vigtig symbolik. Fremfor portrætter, som tiden for længst er løbet fra