Bageriet Max von Haps gentager sidste års succes og inviterer til at slå katten af tønden og fejre fastelavn på Holmetoften 13 ved Usserød Bryggeri på søndag den 15. februar kl. 12-14.
Arrangementet er gratis, men af hensyn til logistikken må man meget gerne tilmelde sig eventet på Facebook.
Der vil være ansigtsmaling og slikpose til de første 220 børn.
Efter tøndeslagningen vil der være præmier til det mest kreativt udklædte barn og voksen.
I bageriet vil der være mulighed for at købe fastelavnsboller, kaffe og andet godt at styrke sig på.
Max von Haps' fastelavnsboller er i seneste test blevet kåret til Nordsjællands bedste af Frederiksborg Amts Avis.
Arrangementet er udendørs, så det er en god idé at tage varmt tøj på, lyder anbefalingen fra arrangørerne.