En fremmed betalte stort beløb og forsvandt - nu leder Harly efter manden, der rørte ham dybt

Da teknikken drillede i Bilka, førte det til et uventet øjeblik for Harly Bjerregaard.

Harly Bjerregaard vil gerne i kontakt med en venlig mand, han mødte i Bilka.

Harly Bjerregaard vil gerne i kontakt med en venlig mand, han mødte i Bilka.

Foto: Robert Hendel

Ved selvbetjeningskassen i Bilka er køen gået helt i stå. 90-årige Harly Bjerregaard kan ikke få sin betaling til at gå igennem. Der er handlet for flere hundrede kroner, og køen vokser minut for minut, men så sker der noget, som han har svært ved at slippe igen.

Den Korte Version
  • 90-årige Harly Bjerregaard oplevede en teknikfejl ved Bilkas selvbetjeningskasse, hvilket forhindrede ham i at betale for sine varer.
  • En ukendt mand trådte frem fra køen og betalte regningen på over 600 kroner for Harly, før han hurtigt forsvandt igen.
  • Harly blev dybt rørt over venligheden fra en fremmed og beskrev oplevelsen som usædvanlig i dagens verden.
  • Oplevelsen har fået Harly til at reflektere over, hvordan små, venlige handlinger kan gøre en stor forskel i samfundet.
  • Harly håber at finde manden for at takke ham personligt og tilbagebetale beløbet.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Harly Bjerregaard har allerede prøvet flere gange. Han fører endnu engang sit betalingskort hen til terminalen og trækker det væk igen. Kort efter gør han det samme med sin mobiltelefon. 

Intet virker, og bag ham vokser køen. En medarbejder forsøger at hjælpe, men der sker heller ikke noget.

- Han gjorde virkelig, hvad han kunne. Vi prøvede det ene og det andet, men der var bare ikke noget, der virkede, og køen blev bare længere og længere, siger Harly Bjerregaard.

Det er først efter flere forsøg, at han forstår, hvorfor teknikken ikke vil samarbejde den dag. 

Noget andet driller

Der er penge på kontoen. Problemet er bare, at Harly Bjerregaard ikke kan få overførslen igennem til den konto, som betalingskortet er tilknyttet. 

Normalt kan han selv flytte penge mellem sine konti via sin mobilbank, og han er ikke uvant med at klare sig selv. Han har været erhvervsaktiv frem til for fem år siden og træner ofte i motionscenteret.

Men denne dag i Bilka Ishøj reagerer systemet ikke, og ved kassen har han varer for over 600 kroner.

Teknikken drillede, da Harly Bjerregaard ville betale sine varer i Bilka Ishøj.
Teknikken drillede, da Harly Bjerregaard ville betale sine varer i Bilka Ishøj. Foto: Robert Hendel

Køen bag Harly Bjerregaard står fortsat stille, og medarbejderen fra Bilka forslår at stille varerne til side, så han kan komme igen senere, og de andre kunder i køen kan komme videre. 

For Harly Bjerregaard ændrer det bare ikke noget. Han kan stadigvæk ikke betale, og så er det, at der sker noget totalt uventet.

En fremmed mand træder ud af køen.

- Han sagde bare 'Lad mig betale'. Jeg svarede også, at det var over 600 kroner. Det var han ligeglad med, fortæller Harly Bjerregaard.

Rørt midt i Bilka

Harly Bjerregaard når nærmest ikke at reagere, før manden er væk igen.

- Jeg fik et glimt af ham. Det var en mand på 60-65 år, husker han.

Først her går det op for Harly Bjerregaard, hvad han netop har været vidne til.

Harly Bjerregaard handler ofte i Bilka Ishøj uden problemer.
Harly Bjerregaard handler ofte i Bilka Ishøj uden problemer. Foto: Robert Hendel

En mand, han ikke kender, har betalt for hans varer og er gået igen. 

- Jeg bliver sgu da rørt. Det havde jeg slet ikke troet, at nogen ville finde på. Det her er jo ikke normalt, siger Harly Bjerregaard.

Oplevelsen i Bilka har sat nogle tanker i gang hos ham, som rækker ud over hjælpen i butikken.

-  Vi hører hele tiden om magtbegærlige mænd, der er ved at ødelægge verden. Og så står der pludselig et menneske, der bare hjælper et andet. Uden tøven. Også selv om det koster noget, siger Harly Bjerregaard.

Han håber, at han en dag kan møde manden fra Bilka igen:

- Jeg vil bare gerne sige tak. Og så vil jeg byde ham på en drink og betale ham de 600 kroner tilbage.

Ved du noget?

Kender du manden fra Bilka, eller har du selv har oplevet en lignende situation?

Så kan du skrive direkte til journalist Robert Hendel på mail på robert.hendel@sn.dk og fortælle om din oplevelse.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...