Der var morgener, hvor han nåede hele vejen, og der var morgener, hvor han stoppede få meter før. Det var ikke, fordi han ikke ville, men fordi kroppen sagde noget andet. Hjertet begyndte at banke, presset voksede, og benene ville ikke mere. I dag ved han, hvordan han skal være i det.
- Marcus Helmer Martinsen har kæmpet med angst siden 4. klasse, som i starten var uforståelig for både ham og omgivelserne.
- Gennem et år med samtaler og støtte fra forældre og skolen fandt han forståelse i sporten, særligt gennem thaiboksning.
- Træning hos Mikenta i Albertslund gav Marcus et fællesskab og styrkede ham til at træde ud af sin komfortzone.
- Turen til Thailand gav ham for alvor mulighed for at udfordre sig selv, resulterende i en sejr foran tusindvis af tilskuere på Rajadamnern Stadium.
- Marcus tidligere svaghed er blevet til en styrke, og han ser frem til sin næste kamp med viden om, at støtte og selvindsats er nøglen til fremgang.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.Det skete foran skolen i Ishøj Landsby. Marcus Helmer Martinsen havde selv svært ved at finde forklaringen, da det begyndte omkring 4. klasse.
Udefra var der ingen tegn på, at noget var galt.
- Jeg havde gode venner og gode lærere, men det begyndte bare at komme, og så blev det værre med tiden, fortæller Marcus Helmer Martinsen.
Skolegangen blev ujævn, fordi kræfterne ofte var brugt op, allerede inden dagen rigtigt var gået i gang.
Marcus Helmer Martinsen ville gerne i skole, men kroppen sagde fra. Samtidig var det svært at forklare, både for ham selv og for omgivelserne.
På et tidspunkt blev der dog sat ord på det, han oplevede. Gennem et forløb, der skulle hjælpe børn og unge med lignende udfordringer, begyndte det hele at give mening:
- Det var dér, jeg fik at vide, at det var angst.
Et år med samtaler
Forklaringen ændrede ikke hverdagen fra den ene dag til den anden, men den gjorde det lettere for Marcus Helmer Martinsen at tale om den.
Der opstod langsomt mere plads omkring ham i hverdagen, og sammen med hans forældre blev der talt om, hvordan skoledagen kunne hænge sammen.
- Der var et år, hvor mine forældre havde omkring 30 møder med skolen. Jeg havde nogle voksne omkring mig, der virkelig prøvede at hjælpe, husker Marcus Helmer Martinsen.
Hans klasselærer tog en hel time ud af skoleskemaet for at forklare situationen for de andre elever. Reaktionerne var præget af forståelse, men angsten forsvandt ikke af den grund.
Marcus Helmer Martinsen manglede stadigvæk et sted, hvor kroppen kunne falde til ro. Et sted, hvor han ikke hele tiden skulle forklare presset.
Det sted fandt han ikke i klasselokalet på Ishøj Skole. Det gjorde han til gengæld hjemme i Ishøj Landsby.
- Jeg gik i 8. klasse, da jeg begyndte at træne thaiboksning med min far i vores carport. Bare mig og ham, fortæller han.
Første brud
Selvom slagene ikke altid sad rigtigt, var teknikken ikke så vigtig. Det afgørende var rytmen. Da pulsen steg, og hjertet begyndte at banke, var det ligesom foran skolen, men denne gang var det forventet.
Presset forsvandt dog ikke fra Marcus Helmer Martinsen, men han mærkede, hvordan kroppen langsomt begyndte at samarbejde. Han fik mod på mere og begyndte at træne i en klub i Albertslund.
Det var tilfældigt, at det blev Mikenta, men det var tættest på hjemmet i Ishøj Landsby, og i starten holdt Marcus Helmer Martinsen sig i baggrunden med sin far som et fast holdepunkt.
Men en dag kunne hans far ikke tage med ham.
- Jeg endte med at tage derover alene. I det store billede var bare et lille skridt hen over en grænse, men på det tidspunkt betød det bare ekstremt meget, fortæller han.
Den dag blev en form for vendepunkt, og Marcus Helmer Martinsen begyndte at tage oftere til træning på egen hånd. Det, der tidligere havde fået ham til at trække sig, blev pludselig noget, han kunne navigere i.
Vestegnen blev for lille
Når Marcus Helmer Martinsen taler om Mikenta, begynder han at smile. Kampsportsklubben på Roskildevej i Albertslund er noget af det bedste, der er sket ham:
- Man kan godt tro, at det bare er hårde mennesker, der vil smadre hinanden. Men her har jeg fået det bedste fællesskab, jeg kunne have fået nogen steder.
Som 19-årig mærkede han imidlertid et behov for at rykke sig igen. Hvad ville der ske, hvis han tog væk fra de trygge omgivelser med alt det, han havde lært på Vestegnen?
Svaret fandt han på den anden side af kloden. I Thailand var der ingen genveje og ingen trygge rammer.
- Du er der bare. Og så lærer du at være i det, siger Marcus Helmer Martinsen, der efter kort tid i Bangkok stod foran sit hidtil største øjeblik.
Vil sige det højt
På det ikoniske Rajadamnern Stadium trådte han ind foran omkring 2500 tilskuere. Der er thaiboksning ikke bare en sport. Det er en kultur.
- Det var den største confidence booster i verden, fortæller Marcus Helmer Martinsen, der knockoutede sin modstander i første runde.
Siden er det blevet til flere kampe og sejre i Thailand, men for Marcus Helmer Martinsen handler opholdene om at rykke sig, især som menneske.
For få år siden kunne han stoppe få meter før et klasselokale. Nu går han med glæde i ringen foran tusindvis af tilskuere.
- Jeg synes, det er lidt sjovt at tænke på, at den største svaghed i mit liv faktisk er blevet en styrke, siger Marcus Helmer Martinsen.
Drømmen er at nå de helt store scener inden for professionel thaiboksning. Han fortæller dog også sin historie, fordi han ved, hvordan det føles at stå et sted, hvor kroppen siger fra.
- Støtte betyder meget, men i sidste ende skal det komme fra dig selv. Det vigtigste er, at du aldrig selv giver op, lyder det fra 20-årige Marcus Helmer Martinsen, som har fået mod på at gå i skole igen.
Hans plan er at uddanne sig til fysioterapeut, men lige fokuserer han på sin næste kamp, som foregår i London den 14. marts.
Og når hjertet banker dér, ved Marcus Helmer Martinsen præcis, hvad han skal gøre.