De tænker både grønt, udvikler talenter og graver mountainbikespor. Og så spiller virksomheden en stor rolle i Høje-Taastrup Kommune. Man har rundet en milliard kroner i omsætning, og hiver nærmest priser hjem på stribe. Mandag blev det til endnu en pris.
- Nedrivningsvirksomheden Tscherning vinder Høje-Taastrup Erhvervspris 2025 for deres arbejde med bæredygtighed og sociale initiativer.
- Prisen overrækkes i Taastrup Teater og Musikhus af Kim Rasmussen fra Høje-Taastrup Erhvervsforum.
- Tscherning roses for at skabe arbejdspladser, satse på el-drevne maskiner og bygge med genbrugsmaterialer.
- Virksomheden er en vigtig aktør i lokalsamfundet, hvor de bidrager med gratis ressourcer og frivilligt arbejde.
- Direktør Søren Tscherning udtrykker stolthed over prisen og understreger virksomhedens engagement i fællesskabet.
Entreprenørvirksomheden og nedrivningsmastodonten Tscherning med hovedsæde i Hedehusene er årets vinder af Høje-Taastrup Erhvervspris 2025, som blev uddelt af Høje-Taastrup Erhvervsforum ved den årlige nytårskur for erhvervslivet mandag.
Det var Kim Rasmussen, formand for Høje-Taastrup Erhvervsforum, der uddelte prisen på scenen i Taastrup Teater og Musikhus. Direktør Søren Tscherning kunne dog ikke møde op, og i stedet var det Klaus Bodilsen, salgschef for anlæg og nedrivning, der modtog prisen.
- Årets vinder skaber lokale arbejdspladser og er en rollemodel. Virksomheden brugte før en del dieseldrevne maskiner, men det er man i gang med at ændre til el. Og så går den op i genbrug og upcycling, og de tager det så alvorligt, at de har bygget nyt domicil for et par år siden stort set kun i genbrugsmaterialer, sagde Kim Rasmussen i sin tale, da han offentliggjorde vinderen.
- For jer, der har fulgt lidt med i virksomhedernes udvikling i Høje-Taastrup har i nok gættet, at det er Tscherning, der har vundet årets erhvervspris.

Stolte over prisen
Selvom direktøren ikke selv kunne være til stede, så er han glad for prisen.
- Vi er utrolig stolte over at modtage erhvervsprisen. For os er det en anerkendelse af mange års arbejde med at kombinere bæredygtighed, faglighed og socialt ansvar. Det er en pris, der tilhører hele vores organisation og alle dem, vi samarbejder med i lokalsamfundet. Den motiverer os til at fortsætte vores arbejde for en grønnere og mere inkluderende byggebranche, siger Søren Tscherning i forbindelse med uddelingen af prisen i følge Høje-Taastrup Erhvervsforum.
Kriterier for tildelen af prisen
Virksomheden skal udmærke sig inden for en eller flere af disse kriterier:
- At skabe vækst, arbejdspladser og udvikling i Høje-Taastrup Kommune.
- At skabe udvikling gennem f.eks. innovation, internationalisering eller bæredygtige tiltag.
- At skabe særlige tiltag over for medarbejdere og er en god rollemodel for andre virksomheder.
- Bidrage til lokalsamfundet gennem f.eks. at ansætte elever, lærlinge, eller borgere på kanten af arbejdsmarkedet.
- Bidrage til at profilere Høje-Taastrup.
Sådan lød indstillingen
I indstillingen af Tscherning lød det blandt andet sådan.
"Tscherning er med til at skabe arbejdspladser og samarbejder løbende med lokale aktører om at ansætte borgere på kanten af arbejdsmarkedet samt personer i jobprøvning og praktikforløb. Virksomhedens hovedsæde, Tscherninghuset, fungerer som et lokalt erhvervsmæssigt fyrtårn og bidrager til at profilere Hedehusene og Høje-Taastrup som centrum for grøn byggeinnovation og bæredygtig udvikling."

En anden del af indstillingen lød sådan:
"Gennem lokale partnerskaber, støtte til foreninger og sociale initiativer samt investeringer i uddannelses- og lærlingeforløb, arbejder Tscherning aktivt for at styrke fællesskabet og skabe nye muligheder. Ambitionen er ikke blot at drive forretning, men at være en ansvarlig aktør, der bidrager til et inklusivt og attraktivt lokalsamfund, hvor sociale, miljømæssige og økonomiske gevinster går hånd i hånd."
Og i forhold til mountainbikesporen engagerer virksomheden sig aktivt i mountainbike-miljøet i Hedeland i tæt samspil med de lokale mountainbikeklubber, hvor man stiller maskiner til rådighed uden beregning og bidrager med frivillig arbejdskraft, når der skal laves nye spor i området og har været med til at grave hele 25 kilometer spor rundt i Hedeland.
Tscherning har tidligere vundet Den Grønne Erhvervspris i Høje-Taastrup Kommune, ligesom Søren Tshcerning fik temaprisen i 2023, da årets ejerleder blev kåret af PWC. Tscherninghuset, som er virksomhedens hovedkvarter, og som er skabt af genbrugsmaterialer, har også vundet en stor pris.
Her er de tidligere vindere
2025: Tscherning
2024: Prototal Damvig
2023: ActiveFloor A/S
2022: Heto ApS v/Brian Hovmand
2021: PlusRen v/ Andreas Bolvig Legarth
2020: Sydkystens Brolægning & Kloak v/ Tom Ewers
2019: FriskSnit.dk v/ Henrik Djurhuus
De øvrige nominerede
De øvrige nominerede til prisen var Atlant 3D, som er en højteknologisk produktionsvirksomhed, der tiltrækker højt specialiseret arbejdskraft.
Derudover var Stensdal Group nomineret, som var en ejendomsinvesteringsvirksomhed, der driver og udvikler ejendomme i hele Storkøbenhavn, men også i Høje-Taastrup.
Sidste nominerede var enkeltmandsvirksomheden Malermester A.A, som siden 2017 har haft base i Hedehusene. Virksomheden tager ansvar ved at tage imod praktikanter fra jobcenteret og skabe lærlingepladser for unge i området.