Firma hædret - fik plantet et træ

Så blev træet plantet i Guldalderen.

Så blev træet plantet i Guldalderen.

Foto: Høje-Taastrup Kommune

En virksomhed i Hedehusene har fået plantet et træ, som et synligt tegn på, at virksomheden har vundet Den Grønne Erhvervspris.

Tidligere i år modtag Tscherning Den Grønne Erhvervspris for at have renoveret sit hovedkontor i Hedehusene med 89 procent genbrugs- og genanvendte materialer.

Med prisen følger et træ, og 27. november blev træet plantet i rundkørslen ved Guldalderen, Vesterled og Stenalderen i Hedehusene – lige ved Tschernings hovedkontor.

Træet er allerede af en vis størrelse, så der skulle en gravemaskine og en kran til at klare plantningen – men så står træet også solidt de næste mange år som symbol på Den Grønne Erhvervspris og den grønne omstilling. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Efter plantning sagde borgmester Michael Ziegler til lykke til Søren Tscherning.
Efter plantning sagde borgmester Michael Ziegler til lykke til Søren Tscherning. Foto: Høje-Taastrup Kommune

- Vi er glade for anerkendelsen – vi prøver at vise en vej for, hvordan man kan bygge ansvarligt, og vi har virkelig taget et stort skridt. Vi genbruger materialer og trækker sjælen fra gamle bygninger ind i vores hus, så det samtidig ser megafedt ud, siger adm. direktør Søren Tscherning.

Tscherning har også arbejdet med at elektrificere virksomhedens bil- og maskinpark, og der er solceller på både kontoret i Hedehusene og lageret i Stærkende. Tscherning har også opstillet bistader og insekthoteller for at hjælpe biodiversiteten.

- Tscherning er en virksomhed, som rykker hele byggebranchen. De har en visionær ledelse, som skubber til grænserne og udfordrer normalen i forhold til den grønne omstilling, siger borgmester Michael Ziegler  i pressemeddelelsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...