Mørkøv afslører: - Den del savner jeg ikke

Den tidligere professionelle cykelrytter Michael Mørkøv glæder sig over, at han har mere tid til familien, fortæller han til Sjællandske Nyheder.

Michael Mørkøv.

Michael Mørkøv.

Foto: Kasper Krupsdahl

Michael Mørkøv har nu haft over et år i sin tilværelse som pensioneret cykelrytter. Helt væk fra cykelmiljøet holder han sig dog ikke. Han er nemlig dansk landstræner på landevejen – men selvom han stadigvæk er i sporten, er der især én ting, som han ikke savner eller fortryder.

Det fortæller Michael Mørkøv til Sjællandske Nyheder i forbindelse med Sport2025 gallashowet i Herning.

- Det har været en stor fornøjelse, og jeg føler mig ret privilegeret over, at jeg har haft så nem en overgang til det civiliserede liv, fordi jeg har fået lov til at gøre det i en sport, som jeg kender så godt, fortæller Michael Mørkøv.

Hvad er det, der har været så nemt ved det hele?

- Jamen, det har været rart at have mere tid med familien derhjemme og have flere dage hjemme. Det har været rart at kunne være mere kontinuerligt med i familielivet og til fodbold og cykling med mine børn, og så har det bare været nemt at komme over i jobbet som landstræner, forklarer han.

Læs også

Savner ikke banen

I cykelkredse er Michael Mørkøv bedst kendt som ”Svanen fra banen.” Et kælenavn, som han har fået tildelt sig, fordi han har en lang og glorværdig karriere på de brune træbjælker bag sig.

Det er dog ikke noget, som den tidligere cykelrytter tænker specielt meget over. Faktisk afslører Michael Mørkøv, at han ikke engang savner at cykle.

- Lige den del savner jeg ikke. Det er dejligt at kunne puste ud nu og slappe lidt mere af. Jeg har rejst rigtigt meget gennem årene. Så jeg har faktisk ikke savnet det. Jeg synes, jeg har kørt i så mange år og prøvet det hele, så der var ikke mere at komme efter, og jeg ved også, hvor meget det koster at være på øverste niveau og hvor stor en indsats man skal lægge i det, så jeg er glad for jeg ikke er en del af det længere, forklarer den danske landstræner.

Elsker det lokale liv

Til dagligt bor Michael Mørkøv med sin familie i Rødovre. Han understreger da også, at familielivet og det lokale liv på Sjælland er en tilværelse, som han nyder godt af.

- Det er rart at kunne være hjemme med familien. Familien har været sat lidt til siden i de mange år, hvor jeg kørte som professionel, fordi jeg skulle rejse så meget, så det falder meget naturligt ind for mig og familien, afslutter Michael Mørkøv.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...