Storstrømsbroen når ikke at blive klar - nu udskydes åbningen igen

Skulle have været åbnet før nytår. Det kommer ikke til at ske. 

Byggeriet af den nye Storstrømsbro har trukket i langdrag og er blevet forsinket op til flere gange. Nu når man ikke at blive færdig inden nytår.

Byggeriet af den nye Storstrømsbro har trukket i langdrag og er blevet forsinket op til flere gange. Nu når man ikke at blive færdig inden nytår.

Foto: Lars Christensen

Meningen var egentlig, at den nye Storstrømsbro skulle have åbnet for bilisterne inden årets udgang, men det kommer ikke på tale, bekræfter Vejdirektoratet nu. 

Den Korte Version
  • Åbningen af den nye Storstrømsbro er udskudt til senest februar 2026, ifølge Vejdirektoratet.
  • Projektchef Niels Gottlieb forklarer, at små opgaver som elektriske installationer og rækværkssamlinger mangler.
  • En tvist om udskiftning af kabler på pylonen har præget efteråret, men er ikke hovedårsagen til forsinkelsen.
  • Den nye bro erstatter den gamle fra 1937 og bliver Danmarks tredjelængste bro til en pris på 4,7 milliarder kroner.
  • Broens åbning fejres i juni 2026 med et officielt arrangement og motionsløb i samarbejde med lokale kommuner og DGI.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Den nye Storstrømsbro ser måske nok for de fleste færdig ud, men der mangler stadig nogle væsentlige dele, inden broen kan åbne for trafik. Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet, der er sendt ud torsdag. 

- Der er sket utrolig meget i år. For et år siden blev det sidste brodragerelement hejst på plads, og nu har vi næsten en færdig bro, fortæller projektchef Niels Gottlieb i pressemeddelelsen. 

Her erkender han dog også, at der ikke er nogen chance for, at broen når at være færdig i 2025 som planlagt.

Niels Gottlieb, projektchef hos Vejdirektoratet, regner med at den nye bro er klar senest til februar.
Niels Gottlieb, projektchef hos Vejdirektoratet, regner med at den nye bro er klar senest til februar. Foto: Lars Christensen

- Entreprenøren arbejder fortsat på at færdiggøre en håndfuld opgaver, som vil række ind i det nye år. Opgaverne skal være klaret, inden vi kan åbne broen for trafik, forklarer han. 

Folk må derfor vente lidt endnu, inden de kan krydse Storstrømmen på den nye bro.

- Selvom det havde været fantastisk at kunne have åbnet broen her i december som en julegave til området, så er vi inde i slutspurten, og vi ser alle frem til at kunne åbne den nye bro for biler, cyklister og fodgængere, lyder det fra projektchefen, der understreger, at åbningen er ved at være tæt på.

- Jeg vil ikke afvise, at vi kan nå at åbne i januar, men som jeg vurderer det på nuværende tidspunkt, så er det senest i februar 2026, forklarer han. 

Et travlt år

Den nye Storstrømsbro blev landfast de sidste dage af 2024, og siden er der blevet arbejdet på at lave vej og jernbane færdig. Brodækket er blevet fugtisoleret, og der er udlagt asfalt og malet striber. 

Autoværn og rækværker er sat op, og jernbanespor til den kommende jernbanetrafik er etableret, ligesom der er etableret anti-afsporingsvægge langs jernbanen. 

Storstrømsbroen ser færdig ud for de fleste, alligevel trækker det ud med at få de sidste detaljer på plads.
Storstrømsbroen ser færdig ud for de fleste, alligevel trækker det ud med at få de sidste detaljer på plads. Foto: Vejdirektoratet

Niels Gottlieb forklarer til Sjællandske Nyheder, at det er en række små ting, der nu mangler at komme på plads. 

- Det drejer sig blandt andet om de elektriske installationer til lys på cykelstien, og vi mangler også de sidste samlinger på rækværket, forklarer han. 

Kabler blev udskiftet

Efteråret har især været præget af den meget omtalte tvist mellem Vejdirektoratet og entreprenøren Storstrøms Bridge Joint Venture om udskiftningen af kablerne på pylonen.  I begge sider af pylonen var der blevet fastgjort 18 kabler. De bærende kabler på den nye bro var knapt blevet sat op, før Vejdirektoratet forlangte, at de skulle udskiftes. 

Fakta

  • Den nye Storstrømsbro skal erstatte den gamle Storstrømsbro fra 1937, som er stærkt nedslidt og efter planen skal rives ned.
  • Den nye bro bliver cirka fire kilometer lang og Danmarks tredjelængste bro efter Øresundsbroen og Storebæltsbroen.
  • Den samlede pris for projektet med den nye bro, inklusive nedrivningen af den gamle, lyder på omkring 4,7 milliarder kroner. Der venter dog en voldgiftssag mellem Vejdirektoratet og SBJV om en ekstraregning i forhold til de mange forsinkelser og senest også udgifterne til udskiftningen af pylonens kabler.

Ifølge Vejdirektoratet levede de anvendte kabler ikke op til den aftalte kvalitet, hvilket man dog ikke er enig i hos de italienske brobyggere. Kablerne er dog nu blevet udskiftet, men ifølge Niels Gottlieb er det ikke den primære årsag til forsinkelsen. 

- Det er jo en medvirkende faktor, fordi det er ekstra arbejde, som skulle laves, men det har kunnet foregå parallelt med det andet arbejde, så det er ikke derfor, at tidsplanen er skredet, forklarer projektchefen. 

- Men det har formentlig haft en indflydelse på de andre arbejder, tilføjer han. 

Det vurderes at have kostet omkring 50 millioner at udskifte kablerne, men det er endnu uvist, hvor regningen ender med at havne. Det bliver en del af den voldgiftssag, som Vejdirektoratet og Storstrøms Bridge Joint Venture har varslet mod hinanden. 

Sådan skal den fejres

Broen åbner som planlagt i første omgang kun for bilister, gående og cyklister. Togene forventes fortsat at kunne flytte over på den nye bro i 2027.

Den nye bro bliver fejret i weekenden 6.-7. juni 2026 med et officielt arrangement, et motionsløb arrangeret af Vordingborg og Guldborgsund kommuner i samarbejde med DGI Storstrømmen og et cykelløb med Vordingborg Motions Cykelklub som arrangør.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...