De troede, det var en ægte håndgranat, men politiet havde byttet den ud - nu er to mænd dømt

To 33-årige mænd fra Køge-området er fredag sendt adskillige år bag tremmer i sag om håndgranat, der blev transporteret fra Glostrup til et kælderrum i Køge.

Den falske håndgranat endte i et kælderrum på Gymnasievej. Billedet er taget i anden sammenhæng.

Den falske håndgranat endte i et kælderrum på Gymnasievej. Billedet er taget i anden sammenhæng.

Foto: Henrik Førby Jensen

To 33-årige mænd siger, at de skulle transportere en mindre mængde hash fra Glostrup til Køge en februardag i år. Men retten mener, at mændene i virkeligheden stod bag transporten af en håndgranat, og de to er nu idømt flere års fængsel.

Den Korte Version
  • To 33-årige mænd fra Køge-området er dømt for forsøg på besiddelse af en håndgranat, som politiet havde byttet ud med en attrap.
  • Retten i Roskilde har idømt Mat Larsen syv års fængsel og Frank Bang Larsen tre år og seks måneders fængsel.
  • De dømte mænd har anket dommen til frifindelse, mens Mat Larsen har erkendt mindre forhold om hashbesiddelse.
  • Sagen er del af et større kompleks med jugoslaviske M75-håndgranater, hvor flere personer er involveret.
  • Politiet opdagede håndgranaterne efter en kvindes fund i Glostrup og satte hemmelig overvågning op, hvilket førte til anholdelser.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Det er Retten i Roskilde, der fredag har afsagt dom i sagen, hvor de to 33-årige mænd fra Køge-området var tiltalt for besiddelse af en jugoslavisk M75-håndgranat. Det var godt nok en attrap, fordi politiet to dage før transporten fra Glostrup til Køge i hemmelighed havde byttet den ægte håndgranat ud med en falsk.

Men retten mener, at de to mænd, trods deres forklaring om hash, var af den overbevisning, at de håndterede en ægte håndgranat. Derfor er mændene dømt for forsøg på besiddelse af en ægte håndgranat.

Det koster 33-årige Mat Larsen fra Køge syv års fængsel, hvoraf noget er reststraf fra en tidligere dom. Ligeledes 33-årige Frank Bang Larsen fra Herfølge er idømt tre år og seks måneders fængsel.

Det oplyser anklager Alexander Scheel fra Københavns Politi til Sjællandske Nyheder. 

Begge mænd har nægtet sig skyldige, og de har anket dommen til frifindelse. Mat Larsen havde dog erkendt nogle mindre forhold om besiddelse af hash på sin bopæl, som han ikke har anket.

Mellemmand og kurer

Sagens hovedforhold om forsøg på besiddelse af en håndgranat daterer sig til torsdag den 27. februar i år sidst på eftermiddagen. Her blev attraphåndgranaten ifølge anklageskriftet overdraget til Frank Bang Larsen på villavejen Evas Allé i Glostrup. 

Det var ifølge politiet en 32-årig mand med tilknytning til den forbudte bande LTF, der gav Frank Bang Larsen håndgranaten.

Det skete ifølge retten efter forudgående instruktion fra Mat Larsen. Det var også ham, som Frank Bang Larsen overdrog håndgranaten til en halv times tid senere på parkeringspladsen på Pedersvej i Køge lige overfor for Køge Stadion. 

Umiddelbart efter gav Mat Larsen håndgranaten videre til 31-årige Anel Krdzic, der allerede i august i år blev dømt i sagen.

Større sagskompleks

Fredagens dom til de to 33-årige er da også blot del af større sagskompleks med jugoslaviske M75-håndgranater som omdrejningspunkt, hvor nu tre mænd er dømt, og hvor flere skal for retten i 2026.

I august i år tilstod den nu 32-årige Anel Krdzic fra Køge, at han havde fået overoverdraget en rygsæk med attraphåndgranaten på parkeringspladsen på Pedersvej sidst på eftermiddagen den 27. februar. Derpå havde han taget rygsækken med hjem og lagt den i sit kælderrum på Gymnasievej, hvor politiet fandt den ved ransagningen 19. marts.

Anel Krdzic, der fik fem års fængsel og udvisning i seks år, afviste dog dengang, at det var Mat Larsen, der gav ham håndgranaten. I stedet pegede han på, at han fik den direkte fra Frank Bang Larsen.

Retten i Roskilde er nu dog nået frem til, at det var Frank Bang Larsen, der først gav den formodede håndgranat til Mat Larsen, som derpå gav den videre til Anel Krdzic.

Det var nær disse butikker i Glostrup, at flere sprængfarlige håndgranater blev opbevaret i januar og februar i år.
Det var nær disse butikker i Glostrup, at flere sprængfarlige håndgranater blev opbevaret i januar og februar i år. Foto: Morten D. Christensen

LTF'ere og brandattentat

Sjællandske Nyheder har tidligere beskrevet, at håndgranatsagen har to ret forskellige spor, hvor Køge-sporet altså er det ene. Det andet trækker tråde til en alvorlig sag om et brandattentat og forsøg på sprængning af en håndgranat på Nørrebro i København i januar i år.

Fællesnævneren for de to spor er ifølge Københavns Politi to mænd på 27 og 32 år med tilknytning til den forbudte bande Loyal to Familia. Begge nægter sig skyldige, men de er tiltalt for i fællesskab at opbevare mindst fem ægte M75-håndgranater i et mindre grønt område på Tavleholmsvej i Glostrup ganske tæt ved blandt andet en Netto-butik, dyrehandel og flere villaer på nabovejen Evas Allé. 

Det skal være sket i perioden fra i hvert fald midten af januar og frem til 23. februar i år.

Kvinde fandt håndgranater

Det er tidligere kommet frem, at en kvinde i februar henvendte sig til politiet, fordi hun havde gjort et fund i det lille grønne område i Glostrup. Det viste sig at være fire sprængfarlige håndgranater. Politiet erstattede de ægte håndgranater med attrapper og satte samtidig hemmelig videoovervågning op på stedet.

Dermed kunne politiet kigge med på de mistænktes håndtering af det, de fortsat troede var ægte håndgranater, og det førte til rækken af anholdelser i sagen.

En femte håndgranat indgik i det omtalte brandattentat mod organisationen Global Aktion på Nørrebro i januar. Den gren af sagen kommer for Københavns Byret til maj.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...