Politiet ser for alvor ud til at have fået gennembrud i efterforskningen af en sag, hvor foreløbigt fem mænd, heraf flere med banderelationer, er blevet anholdt og sigtet for på forskellig vis at have haft fingrene i en eller flere håndgranater. De blev opbevaret i et grønt område klos op ad butikker og villaer, og efterfølgende blev en attraphåndgranat transporteret fra Vestegnen til Køge. Nu har politiet ved anholdelsen af en 31-årig mand gjort endnu et opsigtsvækkende fund i sagen.
- En femte mand er anholdt i en sag om håndgranater og skydevåben, hvor flere har banderelationer.
- Politiet har fundet en attraphåndgranat og to pistoler i en kælder i Køge, knyttet til den 31-årige anholdte.
- Den 31-årige er sigtet for at have modtaget en attraphåndgranat og opbevaret skydevåben.
- Politiet mener, at mændene troede, de håndterede en ægte håndgranat, der blev transporteret fra Glostrup til Køge.
- Sagen kører for lukkede døre, og den 31-årige er varetægtsfængslet i syv dage, mens politiet fortsætter efterforskningen.
Den 31-årige mand blev anholdt onsdag formiddag, og torsdag er han så blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup. Københavns Politi, der kører efterforskningen i sagen, oplyser til Sjællandske Nyheder, at den 31-årige er sigtet i to forhold. Og nu handler sagen ikke længere kun om håndgranater, men også om skydevåben.
Overdraget på p-plads
Det første forhold knytter sig til den nævnte attraphåndgranat. Her lyder sigtelsen på, at den 31-årige fik overdraget attrappen på en parkeringsplads på Pedersvej i Køge cirka klokken 17.40 torsdag den 27. februar i år. Politiet mener, at det var en 32-årig mand, der overdrog attraphåndgranaten til den 31-årige.
Netop den 32-årige mand blev fredag i sidste uge varetægtsfængslet sigtet for på parkeringspladsen lige over for Køge Stadion selv at have modtaget attrappen fra en jævnaldrende mand, der forinden havde fået den overdraget af en tredje ligeledes 32-årig mand på villavejen Evas Allé i Glostrup. Det var i et grønt område eller buskads nær Evas Allé og Tavleholmsvej i Glostrup, at der i en ikke nærmere oplyst periode frem til 27. februar klokken 17.05 blev opbevaret fire håndgranater af jugoslavisk fabrikat.
Dermed ser det ud til, at Københavns Politi med anholdelsen af den 31-årige mand nu har fundet frem til den hidtil ukendte person, som den 32-årige ifølge sigtelsen overdrog den falske håndgranat til på parkeringspladsen i Køge.
I hvert fald lyder det nu, at politiet i et kælderrum i boligområdet Ellemarken i Køge, der er knyttet til den 31-åriges bolig, fandt attraphåndgranaten. Det skete onsdag formiddag.
Københavns Politi har holdt kortene tæt til kroppen i sagen om de fire håndgranater, der foreløbigt kører for lukkede døre. Det er derfor stadig uvist, hvornår i forløbet, at i hvert fald mindst én af håndgranaterne skal være blevet byttet ud med en attrap - og om det er politiet, der har været inde over.
Ifølge sigtelserne har mændene været i den tro, at der var tale om en ægte håndgranat, der skiftede hænder og blev transporteret fra Glostrup til Køge.
To pistoler i kælderrum
Foruden attraphåndgranaten fandt politiet også andre våben. Den 31-årige er således sigtet for at have opbevaret to pistoler i kælderrummet. Den ene var en skarpladt kaliber 2 konkurrencepistol, og den anden en ni millimeter Taurus-pistol med tilhørende skarp ammunition.
Ligesom med flere af de andre sigtede i sagen viser Sjællandske Nyheders research, at også den 31-årige har tilknytning til det kriminelle miljø.
Manden er varetægtsfængslet ved grundlovsforhøret i syv dage, men det er ikke kommet frem, hvordan han forholder sig til sigtelsen.
Sjællandske Nyheder arbejder på at få flere oplysninger fra sagens anklager.